Kokken – den allersidste del

Jeg skriver det her indlæg med smerten fra det hul i brystet, hvor mit hjerte engang sad. Det bløder fra såret, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det til at stoppe. Jeg har svært ved, hvordan jeg skal få det sagt; for jeg troede aldrig, det skulle blive aktuelt. Det er svært at få sat ord på, hvordan de sidste fem uger har været for mig, hvor jeg på ingen måde har været mig selv. Hvor alting bare har gjort ondt. Hvor jeg har grædt mere, end jeg sammenlagt har grædt i mit liv. Jeg har aldrig nogensinde været så ulykkelig, følt mig så magtesløs, tænkt så irrationelle tanker, handlet så meningsløst. Aldrig følt mig så fucked up.

Da han gik fra mig, så føltes det som om, at hjertet blev flået ud af brystet på mig og knust i tusinde stykker. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal beskrive den smerte, man føler i dét øjelik, hvor man mister den allervigtigste person i ens liv. Det føltes som om, at hele min verden styrtede i ruiner under mig. Følelsen af den vildeste sorg eksploderede indeni mig, fuckede mit indre op og efterlod mig fuldstændig ødelagt. Et øjeblik blev alting sort, alting blev ligegyldigt. Kortslutning. Bare for en kort stund, så kunne livet fucking rende mig i røven.

Jeg var sikker på, at jeg havde fundet mit livs kærlighed. En stormende og altopslugende forelskelse, som jeg drømte om skulle blive til hus, ægteskab og familie. Min elskede kok. Jeg elskede ham mere, end jeg kan sætte ord på. Jeg elsker ham stadigvæk af hele mit hjerte. Men det var ikke nok. Det er ikke nok. Hvordan kommer man sig over én, som man aldrig troede, man skulle miste? Det er det, der er så svært – jeg ved ikke, hvordan man gør det her. Jeg har jo for fanden ikke lyst til at give slip.

Som dagene og de første uger gik; efter en sygemelding fra arbejde og timevis af snak med mine nærmeste, damage control, tog jeg mit første lille skridt fremad. Jeg indså, at jeg var nødt til at acceptere situationen; hans beslutning. For jeg kunne – og kan – ikke ændre den. Der er ikke noget, jeg ønsker mere end at kunne netop dét. Men det er ude af mine hænder. Og accept af det faktum blev mit første skridt tilbage til livet, som jeg var midlertidigt meldt ud af. Siden har mit arbejde været min redningsvest, som har afholdt mig fra at drukne fuldstændig. Et par gange har jeg også fundet en måde at få slukket fuldstændig for øverste etage. Jeg er ikke mig selv. Det er fuldstændig surrealistisk, og det gør det ikke nemmere, at jeg hverken forstår eller er enig i hans beslutning. Jeg tror på, at det største af alt er kærligheden. Men jeg vidste ikke, at selvsamme kærlighed, som har pumpet uanede mængder lykke gennem mit blod det seneste år, skulle komme til at gøre så fucking ondt.

Fem uger senere har jeg bygget mur omkring hulrummet i mit bryst. Inde bagved skal der ske en større reparation. Mit knuste hjerte skal ligeså stille limes sammen igen. Hold kæft, hvor jeg håber, at jeg får det samlet rigtigt. Hvor lang tid det kommer til at tage, kan jeg af gode grunde ikke vide, men jeg ved, at jeg vil ikke være så ked af det. Jeg holder ikke til at være i en tilstand af ekstrem sorg; jeg vil ikke føle mig så skrøbelig, at selv det mindste vindpust kan vælte mig. Jeg er stærkere end det! Så jeg står op om morgenen, iklæder mig min facade og smiler til omverdenen i et forsøg på at skjule sorgen, der lyser ud af mine øjne. For indeni er jeg fuldstændig ødelagt, og selvom jeg ved, at jeg nok en dag vil være helet, så vil arret aldrig forsvinde.

Arret efter den største kærlighed, jeg har haft. Arret efter min kok.