Jeg føler mig slået hjem

I det øjeblik ens hjerte knuses, så føles det som om, at smerten aldrig nogensinde vil stoppe. Det er en decideret overvældende følelse, og jeg har svært ved at sammenligne den med noget mere håndgribeligt, fordi jeg har ikke prøvet noget, der bare tilnærmelsesvis gør lige så ondt. Og det går virkelig fysisk ondt på en måde, så man føler sig overbevist om, at det slet ikke vil kunne forsvinde igen.

“Få det til at stoppe”, græd jeg de første uger efter. En eller anden, få det nu bare til at stoppe. Man er desperat for at tage alle følelserne og krølle dem sammen som en tegning, der ikke blev, som man ønskede. Det er bare ikke en mulighed, og jeg besluttede i stedet for at tillade mig selv at være i det. Mærke sorgen, mærke smerten, mærke håbet forsvinde. Indtil jeg ikke kunne holde det ud længere; tanken om at drømmen var brast.

Jeg var pissehamrende afhængig af den kærlighed, der var mellem os. Hold kæft, hvor jeg elskede ham. Nu ligger der i stedet for en skygge over alle minderne. En tyk uigennemtrængelig tåge har spredt sig i mit sind, og jeg har opbygget en skudsikker facade. Min overlevelsesstrategi. Jeg kan ikke krølle mine følelser sammen og smide dem i skraldespanden, men jeg kan gøre mit bedste for at flytte fokus.

Jeg savner ham hver eneste dag. Jeg gav ham alt, hvad jeg havde og lidt til, og det, der måske i virkeligheden gør allermest ondt, er, at det ikke var nok. Hvordan skal jeg igen komme til at stole på, at det, jeg giver, er godt nok? Hvordan skal jeg igen komme til at stole på, at kærligheden kan vare forevigt?

Når man elsker en anden preson, så åbner man sit hjerte og gør plads til ham og til kærligheden og til alt, hvad der følger med. Det er afgjort den lykkeligste følelse i hele verden. Man kan føle kærligheden – ikke bare i hjertet, men i hele kroppen. Hvor forsvinder den kærlighed hen, når hjertet knuses og ikke længere kan holde på den?

Måske man skal prøve at gå fuldstændig istykker for at kunne blive hel igen. Og måske man er heldig, at man bliver endnu stærkere end før. Det tror jeg på. En eller anden dag skal der nok banke et helt hjerte i min brystkasse igen. Men lige nu er jeg sårbar. Og jeg husker mig selv på, at det at være sårbar på ingen måde er det samme som at være svag. Jeg græder stadigvæk, sorgen fylder stadigvæk hele mit indre, fordi jeg er blevet frarøvet en følelse, som jeg var dybt afhængig af. Men jeg bliver nødt til at være i det, fordi hvis jeg ikke tillader mig selv sorgen, så tillader jeg heller ikke alle de andre følelser at ændre sig, så de en dag kan forsvinde.

Jeg føler mig slået hjem i Ludo, men det betyder ikke, at jeg giver op. På et eller andet tidspunkt, så jeg slår jeg igen en 6’er, og så er jeg forhåbentligt klar til at tro på, at det kan lykkes endnu en gang.