Det er svært at være hjemme

Det er nu lidt over en måned siden, jeg landede i Kastrup Lufthavn og færdiggjorde mit halvårige udenlandsophold. Det var en vild følelse at komme hjem, enormt emotionel på mange måder, men samtidig var det også rart. Alt hvad jeg havde følt forud for hjemkomsten blev fuldstændig forandret fra det ene øjeblik til det andet, og bare dét at høre folk snakke dansk overalt omkring én igen var overvældende. Da jeg kom hjem til Aarhus var det ligeledes helt vildt surrealistisk, pludselig var jeg tilbage på hjemmebane, men alt føltes anderledes. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige… Så meget på hjerte, men uden at vide, hvordan jeg skulle videregive det. “Velkommen hjem, havde du en god tur?”, øh, ja…?! Jeg ved stadigvæk ikke helt, hvordan jeg skal svare på det. Hvordan opsummerer man 6 måneder, hvad skal man fortælle? Folk kan alligevel ikke relatere til det, og det kræver 7 baggrundshistorier, før man kan fatte pointen i min oprindelig historie. Giver det mening? Plus, at jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor jeg bliver ved med at blive spurgt om det… Det er nok mest af høflighed, fordi jeg har alligevel været væk længe nok til at folk har vænnet sig til mit fravær, og pludselig er jeg der bare igen… Alle andre ved nok heller ikke rigtigt, hvad de egentlig skal spørge om. Var det ikke fedt? Har du ikke bare oplevet meget? Altså, JO.

Det føles lidt som om, at det hele går lidt tabt. Jeg sidder tilbage med den følelse, som det har givet mig, men det er svært for mig at dele en. Men jeg føler måske, at det lidt hurtigt kan blive glemt.. Jeg har som dagene går sværere og sværere ved at håndtere dét, at jeg er hjemme igen. Jeg kan mærke, hvor stor en personlig udvikling, jeg har været igennem, hvor meget jeg har oplevet og skulle håndtere meget langt væk hjemmefra. Og herhjemme er der jo ikke sket en skid… Alt er ved det samme, og det er som om, at tiden har været gået istå.

Jeg har rigtig svært ved at være alene lige for tiden. Hvilket er ironisk, fordi jeg har rejst alene og haft det rigtig fint i mit eget selskab. Det har jeg virkelig ikke lige nu. Jeg bliver ked af det, føler mig alene, græder over ingenting og synes pludselig at alt er imod mig. Jeg fortolker på selv de mindste ting og bliver anstrengende at have med at gøre. Bliver mistroisk, jaloux og irriteret. Især overfor Michael. Og hold nu kæft, hvor er det svært at være i. Hvis jeg vil have det til at fungere, så skal jeg jo ikke lægge den slags opførsel for dagen, vel… Og så bliver jeg træt af mig selv over det, fordi forhelved, hvor jeg elsker ham jo… Men jeg har svært ved at finde mig selv lige i øjeblikket, eller, finde ud af at være mig selv passer nok bedre.

Jeg prøver så vidt muligt at holde mig selv beskæftiget, men derfor har jeg jo stadigvæk tid alene. Og det er sekundet jeg bliver alene, at jeg kan mærke, at det er svært. På den anden side har jeg også svært ved at komme igang igen, finde ind i rutinen og få min hverdag til at køre. Jeg sover meget, og får generelt for lidt ud af mine dage. Det bidrager selvfølgelig heller ikke specielt positivt til mit humør, og det eneste tidspunkt, jeg faktisk føler mig glad på i øjeblikket, er når jeg træner eller når jeg er sammen med Michael. Det holder jo heller ikke, vel? Jeg håber, at det her er en fase, og at jeg får lidt mere at se til snart. I det mindste er jeg da tilbage på arbejde nu, og skal arbejde rigtig meget den kommende tid. Så må vi se, om det ikke hjælper lidt på det. Det er sgu hårdt at være ked af det, og det er endnu mere hårdt, når man ikke kan finde ud af den egentlige årsag til det.

Forhelved, det er svært at være hjemme igen…

Har du forresten husket at deltage i min Give Away? Ellers så klik HER.

Trine Theodora XX

Follow on BLOGLOVIN’ // FACEBOOK // INSTAGRAM