How to: Do hitch hiking

27 års-krisen

Jeg har fået besøg af skønne Nana – also known as ‘Regalah’ – der som altid formår at få smilet frem på mine læber. Eftersom jeg ikke er så gammel endnu (sorry for brugen af det ord…), så håber jeg nogle af jer skønne læsere kan give hende nogle bevingede ord med på vejen på hendes lille krise.  Take it away, Nana… 

Findes 27-årskrisen? For jeg tror, jeg har sådan én!

Dødalvorligt, så frygtede jeg at blive 27 år. Det blev jeg den 2. juni 2014. Jeg havde et stille håb om et ?Nå, det var da ikke så slemt?. Det skete desværre ikke. Jeg er fortsat i krise over at være 27 år, og tallet stresser mig! Tallet fortæller mig at jeg er endnu mere voksen.

Der er under 3 år til at jeg fylder 30 år og jeg har altid været af den overbevisning, at når jeg fylder 30 ? så går mit liv i stå. Fuldstændig og aldeles. Ikke noget ?amen 30?erne er det nye 20?ere!?. Nej Putte! Jeg skal ikke se frem til at stå nede i Sønderjylland på en kro til en singlefest med et kamerahold, der filmer hele mit sørgelige 30 års liv! Der er desuden så mange ting, der ikke længere er OK når man er 30. Lad mig give jer et eksempel:

I har sikkert set scenariet før på jeres lokale Crazy Daisy: Hende den lidt for fulde dame (for man er en dame når man er 30), der ikke har forstået at hun ikke er ung med de unge længere: ?Aj, prøv lige at se hende der står og er grønlænderstiv på baren med en lidt for kort kjole og det ene bryst hængende ud af toppen! Hun er sgu da alt for gammel til det der, har hun ikke nogle børn derhjemme hun skal hjem til?!?. Jeg er bange for at det er mig om små 3 år. Bare uden børnene. For det har jeg heller ikke. Og også dét stresser jeg over.

Ikke-navngivetEller det vil sige, at alle ANDRE stresser over, at jeg ikke har fået børn eller i det mindste viser interesse for det. Da jeg gik fra min daværende kæreste gennem 3 år var min søsters første kommentar ?Jeg blev så ked af at høre I var gået fra hinanden. NU BLIVER JEG JO ALDRIG MOSTER!! Og jeg havde endda gået og gemt babytøj, som I skulle have arvet til JERES børn!?.

? Det er jeg virkelig også ked af. Men tak for tanken! Jeg anede ikke at der var nogen, der gik og samlede ind til den dag jeg skal have børn. Spændende!

Min far var også meget rystet da jeg for ikke så længe siden kunne afsløre at ja, jeg er faktisk hele 27 år (han følger ikke rigtig med. Jeg tror det er noget han overlader til min mor). Jeg ville have sat pris på en kommentar ala ?det kan man ikke se, du ser stadig ung og frejdig ud?. Men nej, min far var meget bekymret over min tilstand: ?Er du 27??? Så skal du da snart have børn, din livmoder er jo ved at blive forældet!?.

Tak far? hvor er det dejligt at du sådan bekymrer dig om min livmoders tilsyneladende begyndende forrådnelse?

Samtidig får folk det til at lyde som om at det der med at få børn ? det er da bare noget man sådan lige gør, du ved! Sådan opfatter jeg i hvertfald spørgsmålet ?skal du ikke snart have børn? sagt på samme måde, som hvis man stod der i sin gamle lasede jakke fra før ens konfirmation og ens kammerat lige stikker en bemærkning om, at man nok snart bør købe en ny. Jo, ved du hvad! Jeg stod sgu lige og manglede et barn, godt du sagde det! Jeg tager lige en tur ned ad Strøget og så finder jeg da et barn jeg kan tage mig af de næste 18 år. Det er jo ikke værre end hvis jeg ikke kan lide det ? så kan det vel byttes?

Folks reaktioner på min ?sørgelige barnløshed? har næsten gjort at jeg ikke tør kigge på børn længere. Hver eneste gang jeg sidder og smiler over et nuttet barn eller holder en baby ? så får jeg den der ?nååårrrhhhh?. Får du også lyst til sådan én nu, hva? Hva, hva, hva?? Går dit biologiske ur amok nu, hva hva?? Hvaaaa??!!?

– SKRID! Mit biologiske ur har det fint! Tror jeg. Faktisk kan jeg være i tvivl om det overhoved virker?.

Jeg stresser ligeledes over at jeg nu er voksen med uddannelse og fast arbejde. Det vilde liv på SU er forbi. Jeg skal lige pludselig tage mit liv seriøst og vide, hvad jeg vil med mit liv. Lave voksenting som f.eks. at investere. Investere i hus, bil, aktier! Alt muligt dyrt, for det gør voksne. Gratisaviserne skal skiftes ud med JyllandsPosten og Børsen. Seriøse aviser, I ved. Julegaver skal købes ind i november og ikke den 23. december, som ville være dagen efter sidste eksamen.

Hver gang jeg hører om unge mennesker, der skal ud og rejse jorden rundt går jeg i panik ? for jeg vil med! Jeg vil ikke være voksen, jeg vil ud og opleve verdenen igen! Jeg er slet ikke færdig! Og hvad hvis jeg får børn ? så kan jeg jo ikke gøre sådan noget i mange år! Men jeg burde jo snart få børn ? ellers går mit underliv i forrådnelse. Jesus, what to do!?

Jeg får øjeblikke hvor jeg stadig er i tvivl om ?hvor min hylde i livet er?. Skulle jeg bare have droppet al det uddannelse og taget til Caribien og arbejdet som bartender med speciale i piña coladas; gøre folk fulde og glade om aftenen og surfe om dagen. Måske jeg slet ikke er karrierekvinde. Og hvad blev der egentlig om mine teenageplaner om at være groupie for et semikendt rock band, rejse land og rige rundt sammen med dem og leve det fede rock-life! Er det for sent nu? Kan man være groupie som 27-årig? Eller vil de unge piger rynke af næsen over mig? Ville folk tænke ?Stakkel, hun spilder sin livmoder væk på et useriøst liv??

Hvis der er en morale med dette gæsteblogindlæg så må det være at I skal nyde den tid det er ok at danse på barbordet, gå i for kort kjole, rejse jorden rundt ? eller som minimum bliv groupie for et rock band. Det nåede jeg ikke. Oh Jesus, jeg fortryder det nu! Og nå ja, husk body tequilaerne! Når I kommer op i alderen, så er der ingen der gider slikke på et par slatne babedutter.

P.S. hvis der er nogle 30-årige derude, der kan berolige mig med, at livet ikke går i stå ? så råb lige højt!

P.P.S hvis du er med i et rock band, mangler en groupie og er OK med at jeg ikke er helt ung længere ? så sig til!

Jeg er vild med hende, er I ikke også det? Jeg kan kun sige, at jeg troede altså ikke at hun var 27 år – du holder dig godt, Nana! Jeg er sikker på din livmoder er i topform ligeså snart det bliver aktuelt… 😉 I kan følge Nana og alle hendes humoristiske indslag på Instagram: @regalah – jeg får altid optur over hendes posts… 

xxx Trine Theodora

6 KOMMENTARER

  • Karin

    Hej Nana,

    Tak for dit skønne indlæg. Jeg vil gerne dele lidt af min livshistorie så du kan se, at selvom man går omveje, skal man nok nå det…
    Jeg vil gerne fortælle dig lidt om mit liv:
    I 2008 stod jeg som færdig uddannet arkitekt som 26 årig – lige i starten af finanskrisen (ingen jobs at få overhovedet). 6 måneder efter slog min kæreste op med mig, jeg blev alvorlig forbrændt på mit ben, var i jobcenter/A-kasse møllen så jeg flygtede fra det hele til Australien, hvor jeg har nogle relationer fra et ophold som udvekslingsstudent som teenager. Jeg skulle bare rejse rundt i 3 måneder, men mødte en gammel klassekammerat. Jeg blev vildt forelsket! Jeg tog hjem, men kun for at pakke det mest nødvendige for jeg kunne slå mig ned med ham i midten af Queenslands outback i en mineby hvor han var ingeniør. Det eneste job jeg kunne få var som ejendomsmægler. Efter et år tog vi til Danmark på ferie hvor min kæreste fortæller mig, at han ikke vil have mig med tilbage til Australien igen. 28 år og eventyret/flugten er ovre. Jeg bor hos mine forældre med de 20 kilo bagage jeg havde pakket til min ferie.
    Jeg finder så min egen lejlighed, fester rigtig meget og får faktisk et mega fedt job som jeg stadig har. Jeg (gen)finder en gammel kæreste og jeg flytter senere ud til ham. Vi har dog stadig de samme problemer som gjorde vi slog op sidst, men vi troede jo vi var blevet ældre og klogere (eller måske bare mere desperate) Jeg flytter derfor og som 30 årig bor jeg i min søsters hus som på det her tidspunkt bor og arbejder i Grønland. Der bliver nu festet igennem igen. Hun bliver desværre syg og kommer hjem og vil gerne bo i hendes hus. Julen 2012 er jeg som 31 årig derfor hjemløs og må bo skiftevis hos en veninde og mine forældre.
    Den jul møder jeg min nuværende kæreste, som heldigvis ikke var skræmt af min daværende “hobo-tilværelse”. Fordi jeg jo ikke havde noget sted at bo, flyttede vi efter kun 6 mdr. sammen. Efter halvanden år friede han og vi skal giftes til april. Vi har planlagt at forsøge at lave børn fra det nye år. Jeg er nu 33 år.
    Det jeg vil sige er, at jeg har taget de chancer der bød sig og jeg har taget mange omveje for at nå til mit mål. På trods af mange frustrationer og braste drømme er jeg der hvor jeg gerne vil være nu (selvom jeg næsten ikke tør sige det højt i frygt for at jixe det)
    Jeg fortryder intet.
    Lad dig ikke presse af noget og lev det liv du vil. Du skal nok nå det hele i sidste ende.
    Hilsen Karin

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana

      Hej Karin,

      tak fordi du gad dele din historie. Går ud fra du mente nuværende kæreste da du skrev daværende 🙂 Dejligt at høre det hele flaskede sig. Mht. at flygte så har jeg overvejet denne ‘løsning’ flere gange og var i sommers tæt på at rejse til Mexico og prøve lykken, da jeg frygtede ikke at få job og kunne ikke overskue et liv som jobsøgende. Jeg overvejer det stadig sommetider, da jeg endnu ikke helt har fundet mig tilrette i det jeg laver i dag. Jeg er dog så heldig at have verdens sødeste kæreste jeg bor sammen med – og selv om han har sagt at han ikke vil holde mig tilbage for at gøre det, der gør mig lykkelig, så har jeg lidt svært ved at efterlade ham og sige “jeg smutter lige over på den anden side af jorden – ved ikke lige hvornår jeg kommer tilbage”.

      Det kan også være jeg bare er den rastløse type, altså typen der aldrig helt finder ro da jeg hele tiden har en fornemmelse af, at jeg går glip af noget ‘derude’ 😀 Men jeg prøver. Nu har jeg efterhånden lært, at lykke kommer glimtvis, så er det også nemmere at acceptere at livet går op og ned.

      Igen, tak for din historie og held og lykke med børneprojekt og bryllup 🙂
      Hilsen Nana

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Knudsen

    HAHAHAHA, så fedt skrevet! Nøøøøj hvor jeg savner din blog Nana! 🙁 Godt nok følger jeg stadig med på instagram med stor fornøjelse, men der kan du ikke rigtigt udfolde dig på samme måde som bloggen, øv øv !

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana

      Hej Mette,
      nej det er lidt mere begrænset på IG, men er glad for at du fortsat følger med:)
      Hilsen Nana

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja F

    Ha ha ha ha, kender alt for godt følelsen…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg skraldgrinede.. Jeg tager rådet om body tequliaerne til mig og håber, at der er et rockband der melder sig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

How to: Do hitch hiking