Et halvt år senere

Stilhed.


Min tid med Kokken er forholdsvis veldokumenteret her på domænet. Det er følelserne, jeg oplevede i forbindelse med mit brud også. Og det er dét, jeg elsker min lille blog for; jeg kan dele, men også få luft for de ting, der fylder hos mig. Jeg føler, at I er nogen, der lytter. Alligevel er det også en lille smule ambivalent, for der foregår selvfølgelig mange flere ting i kulissen, altså, i mit virkelige liv, som aldrig er blevet skrevet ned. Min helingsproces, efter jeg fik stoppet blødningen i mit hjerte, har jeg fx ikke skrevet om. Den er foregået fuldstændig i stilhed, indtil jeg en dag vågnede og kunne mærke, at jeg var helet indeni. Men også ambivalent, fordi jeg selvfølgelig undervejs har spurgt mig selv flere gange, om jeg overhovedet skulle lade hele kategorien “Kokken” forblive frit tilgængelig.

Jeg tror, det gik op for mig, at jeg var kommet videre, da det ikke længere betød noget at få et svar på hvorfor, han gik. Da jeg blev klar til at efterrationalisere og reflektere over og lære af det forliste forhold. Det er vigtigt for mig at forholde mig til, så jeg ikke kommer til at tage dårlige vaner eller irrationel adfærd med ind i mit næste forhold. Det vil jeg helst undgå. Jeg er udmærket klar over, hvad der gør mig svær at være kærester med, men jeg er på samme tid også fuldstændig bevidst om, hvad jeg har at give i et parhorhold. Jeg ved, hvad det er for en adfærd, jeg ikke ønsker at tage med mig ind i mit næste forhold. Det var jeg også klar over, da jeg gik ind i forholdet med Kokken efter mit foregående forhold til M, og det har jeg selvfølgelig en endnu større bevidsthed om nu. Man bliver vel også ældre, mere moden, mere erfaren. Det skulle man selvsagt helst også.

Men selve helingsprocesen har jeg ikke delt. I forlængelse af føromtalte ambivalens måske fordi, jeg ikke har ønsket at producere flere indlæg omkring en mand, der endte med at såre mig meget. Måske fordi jeg bare har haft brug for at bearbejde sorgen helt privat, indtil følelserne ligeså stille forsvandt. Forelskelse er virkelig en stor oplevelse, og jeg har elsket at dele min stormende én af slagsen. At blive forladt er tilgengæld forbundet med utroligt stor sårbarhed, og på et tidspunkt havde jeg nok ikke brug for at føle mig sårbar længere. Jeg har delt, hvad jeg har haft brug for at dele, og jeg er meget glad for, at jeg har været i stand til at sætte ord på en så kaotisk følelsesmæssig begivenhed. Desuden vil jeg ikke være foruden den enormt store kærlighed, jeg mærkede i min indbakke og mine kommentarfelter i forbindelse med mine indlæg om hjertesorgen, der ramte mig. Jer, der har læst med, kommenteret og taget jer tid til at sende mig beskeder og dele egne historier eller give mig virtuelle kram har en meget større del i min helingsproces, end I måske lige tror. Og når jeg genlæser indlæggene, så bliver jeg stolt af mig selv over den måde, jeg har håndteret hele situationen på. Jeg føler, jeg har taget et stort ansvar for mig selv, og jeg føler mig stærkere og klogere nu, hvor jeg er kommet ud på den anden side. Desuden er bloggen jo en lille del af mig og min historie, og derfor er jeg også, hver gang jeg har spurgt mig selv om førnævnte spørgsmål, nået frem til, at jeg selvfølgelig ikke fjerner indhold.

Tid var alt, jeg havde brug for. Mit knuste hjerte er helet igen, og jeg har fuld tillid til, at tiden ligeså stille vil udviske arrene. Han var ikke mit livs kærlighed.

Mit livs kærlighed kommer.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et halvt år senere