En uge i træning #2

Skal jeg virkelig spille spillet?

giphy

Nu har jeg efterhånden været single i noget der ligner 4 måneder… Det er stadigvæk en proces. At lære at være alene, mener jeg. Nogen dage har jeg det rigtig godt med situationen og føler mig ovenpå, mens jeg andre dage føler mig utroligt ensom. Processen vil helt sikkert være lang, men jeg forventede heller ikke andet efter så langt tid som par. Jeg savner ikke mit forhold, men jeg savner min bedste ven – ham, der har stået ved min side gennem hele mit voksne liv og flere store livsbegivenheder. Ham, jeg delte alt med. Jeg er tilbageholden med at dele mine tanker, følelser og frustrationer, fordi jeg føler mig utroligt sårbar i denne henseende. Jeg har ikke brug for at få at vide, at det jo var mit eget valg eller at jeg skal finde mig selv igen. Det er jeg udmærket klar over, men det er som om, der ikke er plads til, at jeg er en anden person uden Michael. At det ikke handler om bare at knipse med fingrene og se fremad. Selvfølgelig har min personlighed ikke ændret sig, men jeg agerer og reagerer anderledes. Og jeg bliver pludselig dømt på min adfærd. Jeg har ikke brug for at blive belært eller få råd til, hvordan jeg nu skal leve mig liv. Jeg har bare brug for at blive forstået og engang i mellem lyttet til.

Pyha… Det var fandme nemmere at skrive om sig selv, da jeg havde en sikker base. Det var langt mindre risikofyldt. Nu kan det pludselig føles utroligt eksponerende.

Alting er forandret. Og det er første gang nogensinde, jeg prøver at være single. Sådan rigtigt single. Jeg har haft kærester, siden jeg var 15 år og har altid fundet mig godt tilpas med trygheden. Jeg har aldrig været udsat for singlelivet eller datinglivet for alvor, og jeg skal da lige love for, det er en anderledes verden at færdes i. Og ja, jeg dater, det har jeg gjort nogen tid. Der er meget ved det, jeg ikke forstår, og jeg kan have svært ved at regne ud, hvordan det skal håndteres. Jeg kan virke meget overvældende, men jeg er, hvem jeg er, og jeg tilpasser mig ikke for at høre til eller gøre et bestemt indtryk. Det betyder, at jeg helt sikkert kommer til at brænde nallerne rigtig mange gange. Jeg har allerede brændt dem – flere gange, og jeg kommer sikkert til at gøre det igen og igen. For jeg vil ikke gå på kompromis med, hvem jeg er. Måske det er en del af processen, jeg ved det sgu ikke.

Når det kommer til singlelivet og ikke mindst til dating, så føler jeg, jeg skal spille et spil, hvor jeg ikke kender reglerne…

signatur

   

7 KOMMENTARER

  • Kim

    Det er “sjovt” som jeg kan genkende mig selv i det du har skrevet. Jeg sidder her en lørdag aften og er fed up af at prøve at regne “markedet” ud og hvordan man scorer osv. Spille et spil jeg i bund og grund ikke kan i længden, da jeg sådan set bare er den mand jeg er. Jeg har været i forhold siden jeg var ganske ung og har været gennem et 13år langt forhold og verden har bare ændret sig.

    Score coaches og mind games, som om det var et flashende blink man skal holde op for at virke interessant. Regler for det ene og det andet. Hvad med bare en skide Netflix og bare lære hinanden stille og roligt at kende. Hvad er der i vejen med det?

    Jeg kan berolige (eller forsøge) dig med at der er en anden side af bjerget (den sorg du sidder i) det er små skridt. Anerkend det du føler og se det du ser og skæld ud (ikke til din eks.) til en trofast ven der vil høre og som klapper kaje og ikke siger det videre.

    Men altså, du squatter tøs. Du skal nok få opmærksomhed ;-D
    Har lyst til at være pisse fræk og sige, du skriver bare 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kan efter 5 år(….) som single erfare at dating spillet ikke er et spil der kan vindes. Reglerne er som følger: Kan du lide en person, så lad for Guds skyld lade være med at udtrykke det, men du må omvendt heller ikke virke for kold. Du må ikke knalde på første date. Du må ikke skrive først når du er pige – men fyre vil gerne se lidt initiativ. Du må ikke betale for jeres date, men må heller ikke forvente at fyren gør det.
    Og ja, jeg har opgivet og tænker et liv alene, vel også er en slags liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Skildpadden

    Åhh sikke et fint indlæg. Så fint skrevet.

    Jeg er selv ny på det danske datingmarked. Efter en del år i sydamerikaner er de danske mænd jo helt helt anderledes. Jeg føler mig ret fortabt nogle gange.
    Jeg er enig med Rory fra Gilmore Girls. It’s not Venus and Mars. It’s more like Venus and a bowl of soup!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    Du udtrykker det så godt: du spiller et spil hvor du ikke kender reglerne… jeg melder mig også i koret og på datingscenen efter et langt forhold og det er sgu et mysterie – også efter 2år😱

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Hej Trine,
    Elsker dine personlige indlæg! Jeg deler rigtig mange af dine tanker. Jeg er selv i et forhold, men at høre mine veninder snakke om dates og det spil, der hersker på datingmarkedet gør mig forundret. Og jeg ærges over, hvor svært det pludselig er blevet, fordi det ikke længere er godt nok at være sig selv.
    Bliv ved at være så sej, som du er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Dejligt med et mere personligt indlæg. Du skriver på en utrolig fangende måde, når du lufter dine tanker og følelser.

    Er sikker på, at du nok skal finde dig selv igen – det tager selvfølgelig tid.

    Hav en dejlig søndag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg synes at hende her har en masse gode råd 🙂 måske kan du blive inspireret:)
    https://m.facebook.com/Psykolog-Mette-Holm-172709489575472/

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En uge i træning #2