Siden sidst – nyt job, ny civilstatus og et år senere

Det er efterhånden ret længe siden, jeg har tjekket rigtigt ind her på domænet. Det er ikke med min gode vilje, at der er så langt mellem indlæggene, men jeg må også bare erkende, at livet sker, og dagene tager hinanden ind ad en kant. På det her tidspunkt for et år siden, rejste jeg rundt i USA med Kokken, og jeg tænker heldigvis på nuværende tidspunkt tilbage på den tur med et smil på læben. Jeg værdsætter nu minderne og oplevelserne, som i lang tid var fuldstændig dækket af skyggen fra det sværeste brud, jeg har været udsat for. Efterfølgende var mine indlæg i høj grad præget af den proces, jeg var igennem, og undervejs i den proces møder jeg en ny mand. Ham har jeg ikke skrevet om, men han var en kæmpestor del af min tilbagevenden til livet før hjertesorgen. Jeg datede ham i et halvt år, men han var ikke min næste store kærlighed. Den mand har jeg stadig til gode – det vender jeg tilbage til.

Starten af 2019 bød også på en stor professionel omvæltning for mig, da jeg valgte at opsige min stilling i det vestjyske for et job tættere på min bopæl. En beslutning, som var sindssygt svær for mig, fordi det indebar et farvel til mine allerførste elever, som jeg havde et helt specielt forhold til. Jeg har besøgt dem adskillige gange siden, og jeg savner dem vitterligt hver eneste dag. De vil altid være særlige, det er jeg slet ikke i tvivl om. MEN jeg har ikke fortrudt min beslutning på noget tidspunkt, for jeg har fået præcis den stilling og de opgaver, som jeg gerne vil have på nuværende tidspunkt i mit lærerliv. Derudover har jeg fået en ny og helt fantastisk klasse med en flok skønne unge mennesker, der siden marts har sørget for at sætte sig godt og grundigt til rette i hjertet på mig. Hver dag får de mig til at smile og grine.

Det har været lidt af en tilpasning, jeg har skulle lave de seneste måneder, og sommerferien er meget tiltrængt! Det er der ingen tvivl om. Sideløbende har jeg opretholdt en ret stabil træningsfrekvens, og jeg henter det nødvendige overskud, når jeg er til træning. Det er bestemt også nødvendigt for at holde mig godt kørende hver eneste dag. For selvom jeg elsker mit arbejde, og jeg elsker mine elever, så er det krævende og nogle gange er det decideret hårdt. Men når dagen går på hæld, så er det alt sammen det hele værd.

For nu – et år senere – føler jeg mig fuldstændig som mig selv igen. Faktisk også i højere grad, end da jeg var kærester med Kokken. For det er klart, at jeg kan sagtens se nu, at det ikke var min forever person. Slet ikke. Men hold kæft man, hvor har det været et sindssygt år. Og for første gang i lang tid er jeg single. Det har jeg accepteret, og jeg har fundet ro i det. Jeg dater, og jeg møder søde mænd, og selvom jeg glæder mig til at møde ham, der forhåbentligt bliver min sidste kæreste, så er det også helt okay, at jeg skal vente lidt på ham.

Nu er sommeren her, og i morgen tager jeg ud og oplever en lille del af verdenen, som jeg aldrig før har besøgt. Og det glæder jeg mig virkelig til.