Kokken, del 8 - Jeg elsker dig

Rejseguide: Budapest, Ungarn

budapest_12Hvis man følger mig på Instagram, så tror jeg ikke, man var i tvivl om, at jeg havde en helt fantastisk sommerferie. Jeg havde nemlig mødt Kokken. Vi var afsted på campingferie i 3 uger, og vi brugte en af disse uger i fantastiske Budapest. Der var mange, der i den forbindelse efterspurgte en form for guide til byen, og den har jeg så taget mig sammen til at få skrevet nu. 


Budapest er Ungarns hovedstad, og Ungarn tangerer til at være mit yndlingsland at campere i. Det er nemlig både billigt, det er smukt, og det er tilgængeligt. Det kan selvfølgelig også have noget at gøre med, at jeg hele mit liv har camperet med min familie i det østlige Europa. I år gik turen så endnu engang til landet, og al tiden blev brugt i Budapest.

Budapest består af to bydele: Buda og Pest, som er adskilt af floden Donau. Det er en gammel by med masser af historie, og der er derfor rigtig mange flotte steder i byen. Herunder vil jeg fremhæve ting, man bør se, og til sidst vil jeg dele to restaurantoplevelser, som på trods af en Michelin-stjerne er til at betale.

Seværdigheder 

budapest_11 budapest_6St Stephens Basilica – Den største kirke og mest imponerende sakralbygning i Budapest.

budapest_8Parlamentet – Et af hovedstadens varetegn. Og er du sindssygt, den er for vild! Den ligger lige ved Donau i den vestlige del af Kossuth Lajos tér, som er en imponerende plads, hvor man bare er omgivet af monumentale bygninger på alle sider.

Gellért-bjerget – Her går der en ældgammel kabelbane fra Clark Adam tér op til Borghøjen, hvor Buda Castle og præsidentboligen er. Den er flot at kigge på (kabelbanen, altså), men totalt over priced, når det tager under 15 minutter at gå op selv 😉

budapest_4 budapest_10Széchenyi Thermal Bath – Et af de største spakomplekser i Europa med 21 forskellige bade og pools både inden- og udendørs. Og så er bygningerne bare så smukke!

budapest_2Frihedsbroen – En af de smukkeste broer over Donau, der har forbundet Buda og Pest siden 1849. Ligeledes bør man gå en tur over Kædebroen, som er den ældste og mest berømte bro og den første faste forbindelse mellem de to bydele.

budapest_3 budapest_7Fiskerbastionen og Matthiaskirken – Ligger i hjertet af byen og er optaget på UNESCO’s liste over bevaringsværdig kulturarv. Ligeledes er der udsigt over hele Budapest fra både bastionen og toppen af kirken.

Spisesteder 

Borkonyha Winekitchen – Har i år, 2017, fået sin første Michelin-stjerne. Det var en god førstegangs-Michelin-oplevelse, men i følge min mere kræsne og småarrogante rejsemakker, så kunne det mærkes, at de kun lige havde fået deres første stjerne. Maden var dog rigtig god, og 4 retter inkl. vin til os begge to gav vi cirka 1200 kr for i alt.

budapest_9 budapest_5Costes Downtown – En mere erfaren et-stjernet Michelin-restaurant. Her fik vi 8 retter og vin til den dobbelte pris af førnævnte. Ligeledes var oplevelsen mere gennemført, og jeg kom noget på arbejde med at overholde etikette 😉 Maden var også dét bedre, og jeg vil anbefale alle at kigge forbi denne restaurant, hvis de skal til Budapest!

Overnatning

Vi camperede på Arena Camping, som ligger cirka 15 minutter fra centrum med metroen. Her overnattede vi til 125 kr pr nat i vores telt. Som erfaren campist var det helt perfekt og et meget roligt sted at overnatte, og man kan også leje lejligheder på pladsen. Meeen er man ikke til camping, så vil en hurtig søgning via fx AirBNB, hostels.com eller booking.com vise, at det er nemt at finde meget billig overnatning. Ligeledes får man jo efterhånden kastet flybiletter i nakken, hvis man er skarp i sine søgninger på Momondo.


budapest_13
Bare fordi… Lige narcissistisk er man vel, haha! 

Det er altså absolut anbefalelsesværdigt at tage til Budapest. Jeg kan kun forestille mig, at det er ligeså smukt om vinteren! Og så kan de fleste budgetter nok følge med, fordi Ungarn generelt er så billigt et land at ikke engang hovedstaden er dyr. Omend det er blevet (en del) dyrere end for 10-15 år siden 😉 I øvrigt har de ikke Euro i Ungarn, men valutaen er forint, som er store tal. 100 danske kroner svarer til lige over 4000 forint, så man kan regne priserne ud ved at fjerne et nul og dividere med 4.

Rigtig god tur!

X

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kokken, del 8 - Jeg elsker dig