Postkort fra USA #8 Yosemite National Park (1/3)

Postkort fra USA #9 Yosemite National Park (2/3)

Den næstkommende morgen startede vi vores anden dag med et besøg i Visitor Centeret i Yosemite Valley. Vi havde noget spørgsmål omkring de to hikes, vi havde planlagt.

Der er selvsagt rigtig mange forskellige hikes i Yosemite National Park, og der er også rigtig mange forskellige sværhedsgrader. Jeg vil gerne have et hike, hvor jeg både er udfordret, men samtidigt har overskud nok til at nyde omgivelserne, jeg går i, og det havde jeg vurderet jeg kunne, hvis vi tog et hike fra Glacier Point til Taft Point over Sentinel Dome. Herfra vil mange kunne se de to giganter af nogle bjerge: Half Dome og El Capitan, som bjergbestigere år efter år kaster sig ud i.

Da vi spurgte ind til det konkrete hike, blev vi frarådet at gå det pga. den tætte røg. Hun fortalte, at luftkvaliteten var så dårlig, at hun var bange for, at det ville være sundhedsskadeligt. Derudover ville vi heller ikke kunne se noget som helst alligevel.

Men jeg var stædig. Jeg VILLE gå den tur. Vi kørte derfor ud til Glacier Point, som i sig selv også er et smukt udsigtspunkt til Half Dome og med kig ned i dalen. Her var dog heller intet at se (kig bare på billedet fra Glacier Point længere nede i indlægget), og jeg var på det her tidspunkt ved at blive slået ud. Vi tog fat i en Ranger for at spørge, hvor trailhead præcis var, og hun frarådede os med det samme at tage derud. Simpelthen på grund af den massive røg, som skovbranden indhyllede store dele af Yosemite i.

Jeg måtte se mig slået af den forpulede brand. Og jeg kunne slet ikke overskue det. Det var så fucking unfair, og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg havde glædet mig usandsynligt meget til at opleve Yosemite National Park, som skulle være så storslået og imponerende. Den oplevelse blev fuldstændig frarøvet, og det havde jeg virkelig svært ved at acceptere.

Det tog mig en halv time at samle mig og få tårerne til at stoppe med uhæmmet at trille ned ad kinderne på mig. Jeg var fyldt op af skuffelse, og jeg havde faktisk mest lyst til bare at forlade parken.

Rangeren rådede os til at køre mere syd på til Wawona, hvor der skulle være rigtig smukt og fyldt med kæmpe mammuttræer. Seqouia-træer. “Jeg er pisseligeglad med træer!” Havde jeg på dansk raset til Kokken, hvorefter jeg havde fyret en længere svada af på engelsk om, hvor uretfærdigt det var. ‘Fuck træer’, tænkte jeg og udvandrede irrationelt.

Men vi tog syd på til Wawona. Jeg genvandt humøret en smule, for jeg ville jo om ikke andet gerne ud at gå en tur op på toppen af et eller andet. Vi endte med at vandre 12 km til Wawona Point, hvor der heller ingen udsigt var. Jeg læste mig frem til, at der inde i parken skulle være et 1800 år gammelt træ “Grizzly Giant”. Og jo, Seqouia-træer er flotte og imponerende, men det er ikke bjerge og storslået udsigter, som jeg var blevet lovet med besøget i Yosemite.

Vi fik alligevel en god vandretur ud af det, men det kan jo selvfølgelig heller ikke gå fuldstændig galt, så længe man er i det rette selskab. Og dag 3 blev også en meget bedre dag, hvor planerne for første gang på denne tur blev lavet om på trods af et økonomisk tab.

“Udsigten” fra Glacier Point til Half Dome ^^   

   

1 KOMMENTAR

  • Carina

    Hej Trine!
    Forstår 100p din skuffelse! Jeg var selv i Yosemite I oktober, og selv der var der en masse røg, som dækkede alle udsigter. Vi kunne for eksempel ikke se det smukke tunnel view. Men, se på den lyse side! Du fik set nogle af de sejeste træer i verden (det ærgrer jeg mig over at vi ikke nåede) og du har oplevet naturen, som den nu en gang er. Er det ikke fedt? Jeg ved det tager lidt at komme sig over skuffelsen, men hey! Du får så mange andre fede naturoplevelser på jeres mega fede tur! Er rimelig jelly, må jeg sige 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Postkort fra USA #8 Yosemite National Park (1/3)