Postkort fra USA #2 Danskerbyen Solvang

Postkort fra USA #3 San Simeon til Monterey

San Simeon var den næste destination for en enkelt overnatning med det formål at opleve Hearst Castle. Vi ankom til vores inn om aftenen lige tids nok til at opleve solnedgangen på stranden.

San Simeon er et dyrt sted at overnatte, fordi der er meget få muligheder, og det er dermed den dyreste overnatning på hele vores tur – på trods af, at det var den billigste at finde i byen. Tilgengæld var det også et dejligt værelse vi fik, og det gav os mulighed for at få frosset en masse vand ned til køletasken.

Den næstkommende dag stod vi op og indtog den inkluderede morgenmad på stedet, hvorefter vi satte kursen mod Hearst Castle. Det smukkeste slot på toppen af en bakke, som man kun kan komme til med en bus via en snørklet vej. Det er uden tvivl en massiv turistattraktion, og de havde også sat et større hurlumhej op omkring besøget. Der var audio guide hele vejen derop i bussen, der var en menneskelig guide på toppen, der gav en os udemærket rundtur og en audio guide på vej ned derfra igen.

Rundvisningen på slottet varede en time, og jeg venter stadigvæk på at blive voksen nok til at holde sådan en tur ud. Hold nu kæft, hvor er det kedeligt, omend jeg alligevel efterhånden er blevet så moden, at jeg godt kan værdsætte, at det er spændende at høre historien. Måske det også føltes som ekstra lang tid, fordi der var enormt varmt, og gruppen var stor, men tilgengæld vejede en fremragende udsigt godt op for det! Wauw!

Efter rundvisning og frokost skulle turen fortsætte op langs Highway 1 og gennem Big Sur-vejrtrækningen, men lige præcis den del af ruten er desværre pt stadigvæk lukket helt ned pga. et jordskred, der fuldstændigt har ødelagt vejen. Vi blev derfor nødt til at køre “indenom”, hvilket viste sig slet ikke at være en dårlig ting, for vi kom igennem en række forskellige hyggelige byer langs med bjergene. Det er i hvert fald, hvad Kokken fortæller, for jeg sov et par timer på det tidspunkt her 😛

Da jeg vågnede var vi stort set fremme i Monterey, og så var det også ved at være aften. Vi gik derfor ned på marinaen i Monterey og fik en omgang fish and chips, inden vi kørte ud til Pacific Grove for at se endnu en smuk solnedgang.

Big Sur-vejstrækningen fik vi i øvrigt at se alligevel, men det vil jeg fortælle om i mit næste postkort.

 U             

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Postkort fra USA #2 Danskerbyen Solvang