Postkort fra USA #15 Antelope Canyon

Postkort fra USA #16 Grand Canyon til Palm Springs

Der er ingen tvivl om, at Grand Canyon for mit vedkommende var den største oplevelse. Det var den park, jeg i forvejen kendte allerbedst og som for mig stod som et absolut must see i forbindelse med et roadtrip i det vestlige USA. Ligeledes var det den sidste park på turen, og Kokken ville gerne, at det var her vi tog det største hike. Jeg var ikke synderligt begejstret for det ønske, fordi jeg på det her tidspunkt var ved at være virkelig træt – både i kroppen og i hovedet af de mange, mange indtryk og høje fysiske aktivitetsniveau, som vi havde lagt de seneste uger.

Men han fik mig overtalt. Også fordi jeg gerne ville give ham den oplevelse at hike ned i selve dalen i Grand Canyon. Et hike, som anslås at tage mellem 8 og 12 timer og beskrives som ekstremt hårdt. Til det vil jeg så sige, at de guidelines, som nationalparkerne generelt udstikker er til den overdrevede side, og vi ikke på noget tidspunkt kom i nærheden af at bruge den lavest estimerede tid på et hike. Jeg ved ikke, hvem de har sat til at prøve-gå de ture der… Muligvis nogen med bronkitis og rolator… Ej, spøg til side, de skal selvfølgelig sørge for, at der ikke er nogen, der fuldstændig overvurderer dem selv og kommer til skade, og i det klima, der er om sommeren, så er risikoen også bare større. Men alligevel.

Vi endte med at gå via Bright Angel Trailet ned til Plateau Point, som er en tur på 20 kilometer og intet mindre end 1200 højdemeter. Ved hver 2,5 km er det på det hike et resthouse – hvor du i hvert fald ikke kan få kold vand – som deler ruten op i 4 lige store bidder for en (begge veje, selvfølgelig). Mentalt er det både godt og skidt; godt, fordi du så hele tiden ved præcis, hvor langt du har igen og skidt, fordi 2,5 km kan føles umenneskeligt langt. Ikke nedad, selvsagt, men opad.

Turen var fuldstændig fantastisk, og vi endte ude på et stykke “kant”, hvorfra vi havde den smukkeste udsigt over dalen. Man kunne have valgt at gå yderligere 5 km ned i dalen til flodens bred, men jeg er glad for, vi fik den storslåede udsigt med – og at vi ikke fik de ekstra 10 km i benene på vej op! For jeg indrømmer gerne, at der var rigtig langt op igen! Hold kæft, hvor var det hårdt, altså. Selvfølgelig fornemmer man, hvor meget det går opad, når man er på vej ned, men man har ikke en fornemmelse af, hvor udmattende det er at gå opad konstant i så mange kilometre. Det flader simpelthen ikke ud, og udholdenhedstræning har bare aldrig været min stærke side! For Kokkens stærke racercykelben var det ingen problem, men så blev han i stedet for udfordret af at skulle motivere mig (og bære min taske også – ja, jeg ved det; så hårdt, synes jeg, det var!) hele vejen op.

Lettelsen og glæden var stor, da vi kom op efter lidt mere end 6 timers hiking ned i Grand Canyons imponerende dal. Jeg var ret imponeret over mig selv, fordi de 6 timer var inklusiv en halv time hvile ved udkigget og yderligere 30-45 minutters pausetid sammenlagt undervejs. Når man trækker det fra, så har jeg alligevel formået at holde en ret stabil pace hiket igennem. For det kan jeg heldigvis: presse mig selv, og jeg ved, hvornår min grænse er nået, så det fungerede rigtig godt, når jeg gik forrest og fandt ind i min egen rytme.

Og oplevelsen. Den glemmer jeg aldrig. For mig står præcis dette hike som den allerbedste oplevelse på hele rejsen.

  Her kan man se trailet hele vejen ud til enden 🙂     

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Postkort fra USA #15 Antelope Canyon