Om at rejse væk

Om under to døgn sidder jeg i flyet på vej mod New Zealand. Det er en lang tur, som heldigvis kun tager 27 timer for mig, fordi jeg har været heldig med billetter. Jeg skal flyve fra Kastrup til Bangkok, hvor jeg har et 6 timers transfer og herfra flyver jeg til Auckland. Bangkok Lufthavn er heldigvis en ret stor lufthavn, så jeg skal nok få de 6 timer til at gå. Om ikke andet kan jeg jo bare sørge for at få mine 10.000 skridt i hus 😉 På søndag om formiddagen lander jeg på New Zealand, og så starter mit livs rejse.

Jeg har nok ikke helt fattet endnu, at jeg faktisk skal være væk i et halvt år. Men alligevel kan jeg mærke, at det har påvirket mig i en længere periode. Det er altså ikke bare en dans på roser at skulle være væk hjemmefra så længe. Jeg har hele tiden været rimelig cool omkring det, og min venner, familie og endda kæreste har ikke mærket, at det egentlig har gået mig på også. Jeg skjuler usikkerheden godt. Men jeg har faktisk rigtig svært ved at håndtere det. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg bliver jordens største tudefjæs i toget mod København, og jeg bryder 100 procent helt sammen, når jeg skal kysse Michael farvel. Det ved jeg bare. Dér rammer det mig helt sikkert for alvor.

Jeg har også, set i bakspejlet, været mentalt påvirket af det i særligt den sidste måned. Når folk har spurgt, så har jeg virket afklaret og rolig, men sandheden er, at jeg har kunne mærke det rigtig meget på mine sunde vaner og livsstil generelt. For det første har jeg taget et par kilo på, men jeg har nærmest heller ikke trænet og har skovlet usund mad og slik indenbords. Jeg har givet fuldstændig slip på kontrollen. Det irriterer mig helt vildt, og jeg kan også mærke at min form er blevet dårligere. Det er helt sikkert, fordi jeg har været psykisk påvirket af min forestående rejse.

Jo, selvfølgelig glæder jeg mig. Men jeg synes også, at det er sindssygt intimiderende. Og det bliver fucking hårdt den første uge, er jeg ret sikker på. Men så snart jeg får en hverdag, starter i skole og får dannet mig en omgangskreds, så skal det hele nok gå og så flyver månederne helt sikkert afsted. Lige nu er det bare ret svært. Havde det været ligeså svært, hvis jeg ikke havde haft Michael? Sikkert ikke. Men selvom han altid har støttet mig i mine valg, så er det her også svært for ham. Rigtig svært. Og vi skal også lige finde ud af, hvordan vi klarer os hver for sig i et halvt år. Vi har trods alt været kærester i mere end 3 år og er hinandens allerbedste venner, og jeg er ikke nervøs for, om han nu er der, når jeg kommer hjem igen. For det er han selvfølgelig. Min skat.

Jeg kan mærke, at jeg faktisk bliver en smule rørt af at skrive det her. Men jeg ved, at jeg skal ud på mit livs rejse, og jeg kommer ikke til at fortryde mit valg om at tage afsted. Jeg skal bare lige finde mig til rette i det. Jeg skal ha’ stablet en hverdag og en ny omgangskreds på benene på den anden side af jorden. Og finde mig en god træningsmakker 😉 For hvad jeg virker også glæder mig til, er at løbe lange ture i noget af verdens smukkeste natur. Til at træne hårdt og spise sundt. Jeg har en ny kostplan klar, og jeg får også lavet mig et træningsprogram. For hvad der på ingen måde må ske, er at jeg tager 10 kilo på at være i udlandet. Det ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv for.