Den der fucking skulder

Når nok er nok

giphyFor efterhånden mere end et halvt år siden blev jeg nødt til at sige farvel. Jeg sagde farvel til min bedste ven, min kæreste gennem mere end 5 år, min partner. Jeg kunne ikke længere være i forholdet, og jeg valgte derfor at gå. Jeg var afklaret – meget afklaret – den eftermiddag, da jeg kom hjem og sagde til M, at jeg havde noget på hjerte. For ham kom det som et lyn fra en klar himmel, sådan virkede det i hvert fald, men jeg vil af hensyn til ham og af respekt for hans privatliv ikke gå i deltaljer med de efterfølgende begivenheder, som ramte, og jeg vil udelukkende tale fra mit eget perspektiv uden at inddrage min fortolkning af hans yderligere.

Det var benhårdt. Det er uden tvivl den sværeste beslutning, jeg nogensinde har truffet, og det var absolut ikke en beslutning, der blev truffet natten over. Beslutningen om at gå fra ham, jeg engang troede, jeg skulle giftes med og dermed ultimativt gøre en ende på det os, som har defineret hele mit voksne liv. Vi har kendt hinanden længe, M og jeg. Vi har stået ved hinandens side gennem de sværeste perioder i hinandens liv, og vi har været en del af hinandens sejre, nederlag og successer. Vi har været igennem rigtig mange ting sammen på godt og på ondt. Vi har grint, grædt, råbt, vi har drevet hinanden til vanvid, vi har løftet hinanden op. Vi har virkelig elsket hinanden.

Så hvordan ved man så, at nok er nok? Hvordan går man fra dybfølt kærlighed til den følelsesmæssige tomhed, som jeg til sidst var fyldt op af? Hvordan kommer man frem til det state of mind, som jeg vil definere som afklarethed? Det er svært at sige helt konkret, men jeg kan fortælle, at det tog mig rigtig lang tid. Det sidste år op til vores brud var ikke nemt. Der blev længere og længere i mellem de gode stunder. Du ved, de øjeblikke, som man klamrer sig til og forsøger at holde fast i, forsøger at få til at vare så længe som muligt. Og som brister og smuldrer mellem fingrene på en lige så snart, det næste skænderi starter.

For mig var det en ekstremt lang proces. Fra tanken strejfede mig første gang, til jeg valgte at agere gik der rigtig lang tid. Det startede ud som et stik i hjertet, en lille stemme i baghovedet. Den stemme, og den smerte, voksede sig bare kun større og større, talte højere og højere. Det kunne jeg ikke ignorere til sidst, og jeg indså, at jeg havde fået nok. Der var ingen følelser tilbage indeni mig. Blot følelsen af kærlighed til min allerbedste ven. Ikke til min kæreste. Det skulle jeg blive klar over, men processen var absolut ikke nem. Processen, jeg var i, sled også kun yderligere på vores forold. Det var ikke tanker, jeg delte hverken med ham eller nogen andre. Det var en beslutning, jeg var nødt til at træffe selv – helt uden påvirkning.

Jeg indså til sidst, efter mange lange, seje træk og tusind tanker i tusind forskellige retninger, at vi ikke længere gjorde hinanden lykkelige. Vi gjorde ikke engang hinanden glade, og jeg var til sidst en rigtig dårlig udgave af mig selv. En udgave af mig selv, jeg ikke længere hverken ville eller kunne acceptere. Jeg blev fokuseret i min proces mod afklaretheden, og jeg nåede derhen til sidst, fordi jeg vægtede – og fortsat vægter – min egen lykke højest. Og ja, gu gør det ondt! For helvede, hvor er det smertefuldt at knuse et andet menneskes hjerte. At få knust sit eget og miste det menneske, som man er allertættest på. Det kunne bare ikke være anderledes. Og det skal ikke være anderledes.

Stumperne af et knust hjerte kan samles op. Det kan heles. Den proces startede kort tid efter bruddet. Men kun fordi jeg forinden var fuldstændig afklaret omkring mit valg og klar til at tage konsekvenserne af det. Der var ikke skyggen af tvivl i mit hjerte den dag, og det har der ikke været siden.

signatur

   

4 KOMMENTARER

  • A

    Tak for et godt og enormt rammende indlæg. At tage beslutningen, fortælle om den og ren faktisk gennemleve den – det er virkelig hårdt, men for mit vedkommende kan jeg mærke, at det er nødvendigt. Selv om det gør ondt på mig og de involverede.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Allan Jørgensen

    Super indlæg Trine. Den følelse som du havde,er den som jeg går rundt med nu!!,mine følelser er fuldstændig væk!!god påske:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tak for dit gode og rammende indlæg! Akkurat dette gennemlever jeg selv; at tage beslutning er svær og jeg kæmper med at være tro mod mig selv – tak fordi du påpegede det! Du er en skøn piger med mange gode holdninger. god dag ☀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg står i M’s situation, ved at være blevet droppet af min kæreste for 1 måned siden. Et lyn fra himlen. Det hjælper på frustrationen og magtesløsheden at læse dit perspektiv – selvom det selvfølgelig ikke kan sammenlignes 100% med min eks’ men stadig. Tak fordi du deler!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den der fucking skulder