Vind en kasse Goodlife proteinbars // AFSLUTTET

Mit vægtmæssige mål

Jeg får ofte spørgsmål angående min målvægt – især når jeg ligger billeder inde på Instagram af mine fremskridt, derfor tænker jeg at det ville være godt med et indlæg. Jeg bliver helt vildt motiveret af at sammenligne tidligere billeder med nuværende billeder af mig selv, fordi jeg nogen gange ikke føler der sker noget som helst.

Lige for tiden er jeg inde i en virkelig god periode. Jeg har fået startet op med løb, jeg kommer afsted til træning og jeg spiser fornuftigt. Jeg har dog brug for at sætte skub i det hele, fordi jeg virkelig gerne vil ned under 70 kg igen, som jeg kom tilbage i november 2013. Derfor begyndte jeg i mandags at sætte struktur på mine måltider og begyndte at tælle kalorier igen. Det har jeg ikke gjort siden sommeren sidste år, men jeg fik rigtig gode resultater ud af det.

Jeg har valgt at ligge på 1400 kcal dagligt, hvilket for nogen kan lyde af ret lidt. Det er det måske også – jeg skal i hvert fald tænke noget mere over hvilket mad og ikke mindst hvor store portioner jeg spiser. Sidst jeg talte, da lå jeg på 1200 kcal i en måned – og det er simpelthen for lidt for mig på nuværende tidspunkt. Jeg har i det sidste meget lange stykke tid vænnet mig til at spise meget og ikke mindst ofte. Men jeg kan mærke at jeg bliver langt mindre oppustet af at holde mig på 1400 kcal, samtidig med at jeg rent faktisk mærker at jeg er sulten – det tror jeg er sundt nok engang i mellem, så man ikke bare skovler mad ind. I hvert fald, når ens mål er vægttab som det primært er for mig indtil videre, holdningen ville naturligvis være en anden, hvis målet var vægtøgning af den ene eller den anden art. Pt er det ikke aktuelt 😉IMG_1274Jeg er spændt på min ugentlig vejning på fredag, da jeg i sidste uge vejede ind til 70,9 kg – det betyder at der ikke er lang vej under 70 kg igen. Og hvad er mit vægtmæssige mål så?

Min idealvægt ligger omkring 63 kg. Det var hvad jeg vejede, dengang jeg boksede kampe og jeg synes at det er realistisk. Jeg har et helt andet forhold til mad og træning nu, end jeg havde på daværende tidpunkt, samtidig med at jeg i dag ved noget mere om det end jeg gjorde. Jeg skal ikke kunne sige om målet ændrer sig, når jeg når derned – men det er på nuværende tidspunkt mit mål!
Selvom jeg er ca. 8 kg fra målet, så kan jeg absolut holde mig selv ud på min nuværende vægt. Jeg får relativt fremtrædende kraveben og tydelig kindben efterhånden som jeg bliver mindre, og det er jeg vild med. Jeg har absolut ikke lyst til at se hverken tynd eller udsultet ud – og det må I endelig ikke tro, er der jeg vil hen. Jeg ønsker mig en markeret, tonet krop med et lækkert skulderparti, en fast bagdel og en flad mave – jeg ønsker mig at være fit. Så kan vi selvfølgelig begynde at diskutere, hvad det vil sige at være fit, men det tænker jeg at skrive et andet indlæg om.

Jeg mener helt klart, at jeg er realtistisk i min målsætning og anser på ingen måde mig selv som fanatisk, hvilket jeg virkelig ikke håber er de tanker, som I nu sidder med. Jeg er 170 cm høj (deromkring i hvert fald…) og når jeg rammer 63 kg vil min BMI ligge på 21,8 – altså helt indenfor normalområdet. Jeg er generelt ikke den store tilhænger af BMI-målinger, men synes i det her tilfælde den fint indikerer, at jeg ikke sætter uopnåelige mål for mig selv.

Hvad tænker I?

Signature

 

8 KOMMENTARER

  • Jeg begyndte selv at tælle kalorier for ca. 3 uger siden, så det er meget sjovt at læse om en anden der også gør det. Har faktisk selv skrevet om det på min blog over den sidste uge.
    Jeg ligger på 1800 kcal, og er meget spændt på at se hvordan det går. Jeg ville have svært ved at klare mig for 1400 kcal, så det er virkelig hardcore af dig.

    Held og lykke fremover, glæder mig til at følge din vej mod 63 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det lyder også meget fornuftigt med 1800 kcal, som jeg selv tænker at stige til om en måneds tid… Jeg (eller.. min krop) skal lige vænne sig til at ligge så meget i underskud efter en længere periode, hvor jeg absolut ikke har ligget i underskud! Og tro mig – en dag, hvor jeg er vågen fra kl 7-23, så er det nok lige i underkanten 😉 Det sker heldigvis sjældent, at jeg er vågen så længe ad gangen!

      Jeg var lige inde at læse lidt – fedt for dig, at du har fundet noget, der ser ud til at virke for dig! Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med det 🙂 Det virker, det er ikke første gang jeg gør det – så jeg håber du finder dig til rette med det. Men det virker det til 🙂

      Tak, fordi du tager dig tid til at give mig respons! Jeg er glad for, at du følger med.

      Kh Trine Theodora

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtig godt indlæg min pige. Det er skønt at læse, at selvom du er fokuseret på tal og arbejder målrettet mod dem, så husker du at stoppe op og se, om det nu er det endelige mål. Mange arbejder sig frem mod ét helt bestemt tal og når man ikke det, så bryder helvede bare løs, hvilket er så ærgerligt, da det pludselig glemmes, hvor langt man rent faktisk er nået fra udgangspunktet. Så kæmpe high five herfra!

    Ang. kalorietælling, så er det et super fint værktøj, når man ønsker at kickstarte en proces og jeg kan kun anbefale app’en der hedder: MyFitnessPal, som er dansk, super nem, overskuelig og så kan man finde alle fødevarer man skal bruge og er det ikke tilfældet, så kan man scanne dem, som du også kan med den du bruger nu. Det gode er også at du kan indtaste opskrifter og gemme disse til senere brug.

    Held og lykke med det hele sødeste Trine. Jeg er sgu stolt af dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak for dine skønne ord, skat. Jeg tillader mig at sende en kæmpe high five direkte tilbage i din retning! Du har været en kæmpe del af det, jeg har opnået i det sidste halve års tid, og jeg skylder dig en stor tak.

      Jeg er glad for du kan gennemskue mine hensigter med kalorietælling, og jeg har netop hentet app’en, du nævner – den må blive testet! Jeg er særligt begejstret for det med at gemme opskrifter, da Lifesum kræver man er premium-bruger for at man kan gemme mere end 3, tror jeg det er… Så den slags begrænsninger er lidt irriterende, så kan jeg slippe for det, så ville det være lækkert!

      Tak Sus, det betyder meget for mig at høre det fra dig. Jeg sender naturligvis al min gode karma i den retning og synes du gør det SÅ godt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det lyder som nogle fornuftige overvejelser, selvom 1400 kalorier ikke lyder af meget. Det ville være VILDT inspirerende, hvis du gad lægge madplaner op om, hvor mange kalorier dine måltider indeholder. Jeg har selv virkelig svært ved at tælle kalorier og har ikke rigtig kunnet finde nogle blogs, som har gjort dette og samtidig har kalorieoptælling af det mad, de spiser 🙂 så ja, hvis du ville gøre det, ville jeg vær en endnu mere ivrig læser af din blog, hæhæ, du gør det godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mange tak for din kommentar – og for input 🙂
      Jeg har overvejet at lægge eksempler ud på, hvad jeg spiser i løbet af en dag. Hvis du er aktiv på Instagram, så kig forbi min profil (@trinetheodora) – her poster jeg rigtig mange af mine måltider, og mens jeg tæller kalorier, vil jeg også skrive på, hvad hvert måltid indeholder.

      Jeg følger ikke en kostplan, men laver en vurdering af, hvad jeg har lyst til (og hvad der er i mit køleskab) fra måltid til måltid. Men jeg vil helt klart lægge et dags-eksempel ud på et tidspunkt.

      Det er også tidskrævende at tælle kalorier, jeg bruger app’en “Life sum” (det gamle ‘Shape Up’), som fungerer rigtig godt. Den er nem at gå til, man kan bare scanne stregkoderne og så regner den ud for en. Men igen – det tager noget tid, og man skal lige vænne sig til at gøre det til en form for ritual 🙂

      Kh Trine Theodora

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Interessant at læse om dine betragtninger, det er altid svært at vurdere en passende vægt til andre synes jeg. Det gælder jo om at være glad og tilfreds i sin egen krop både i forhold til udseende og hvor frisk man er. Jeg er en af dem der synes 1400 kcal lyder af meget lidt, men det lyder som om du gør dig nogle rigtig fornuftige overvejelser om vægttab og sagtens kan adminstrere din kost og træning selv, så fedt hvis det virker for dig!

    Det er også dejligt at læse at du ikke bare ser mod målet, men også er glad for dig selv som du er nu – og ikke har et eller andet urealistisk tidsbillede af at nå målet på 14 dage eller lignende 😉

    Meget forfriskende blogindlæg at læse, held og lykke videre i din vægttabsrejse – du er sej 😀

    Anna – http://wonderwomanwannabe.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg kan altid regne med respons fra dig, søde Anna – det er så dejligt 🙂
      Jeg giver dig fuldstændig ret, det handler om at være glad for sig selv – for ja, det er helt umuligt at vurdere en passende vægt til andre mennesker, der er jo ikke to menneskers fysik, der er ens.

      1400 kcal er ikke meget, og er et underskud på omkring 600 kcal om dagen. Det er et ret stort underskud, specielt når jeg også træner. Men som jeg nævner er det kun i en periode – jeg tænker en måneds tid – udelukkende for at sætte gang i processen. Herefter vil jeg op på ca. 1800 kcal ud fra min bedste vurdering, det er sgu ret tidskrævende at scanne og tælle alt, hvad man spiser 😉

      Jeg er også glad for, at jeg har nået et punkt, hvor jeg kan være i min egen krop. Det er dejligt at man ikke føler sig utilpas i ALT tøj og rent faktisk passer str M 🙂 Nej, jeg har ikke travlt, det må tage den tid det tager, for jeg vil for alt i verden ikke tage alle de kilo på igen. Det kunne jeg nok ikke bære!

      Og mange tak – og selv held og lykke med dit bikini-projekt! Det er da bare total spændende 🙂

      Kh Trine Theodora

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vind en kasse Goodlife proteinbars // AFSLUTTET