Den usynlige sundhed

Langt ude af komfortzonen

Det siges, at man lærer bedst, hvis man kommer ud af sin komfortzone. Ud af den zone, hvor alt føles behageligt, genkendeligt og rart. Det tror jeg kan være rigtigt i nogen tilfælde, men jeg tror bestemt ikke, at det er sådan altid. Jeg tror ikke på, at man skal derud, hvor frygt bliver den mest dominerende følelse. Jeg tror på, at det er sundt at flytte på sine grænser og teste sig selv, men hvis man mister kontrollen fuldstændig, så opstår der en ny (og langt mere irrationel følelse): panik.

I dag var jeg i Raglan for at surfe for anden gang i mit liv. Surfing er pissehårdt, men det er virkelig også sjovt. Det er især sjovt, når man fanger en bølge og virkelig mærker, at bølgen griber fat i en og skyder én fremad. Man er ikke i tvivl om, hvornår man har ramt en god bølge i hvert fald! Og så er det fedt, hvis man kommer op at stå også 😉 Der er dog ret stor forskel på, hvor “gode” bølgerne er i surf-øjemed. Sidst jeg var i Raglan kom der den ene gode bølge efter den anden, så det var noget med at skynde sig op på boardet igen og begynde at padle for at fange den næste bølge, når man var røget af boardet. Det var virkelig sjovt, hårdt og udfordrende, men jeg lykkedes med at komme op at stå og var aldrig længere ude af min komfortzone, end hvad godt var.

I dag var anderledes. Bølgerne var store, hvilket i sig selv er okay. De ville bare ikke rigtigt tage fat, så man flød mest henover dem, og så er det som om pointen med surfing lidt forsvinder 😉 Havet ude ved Raglan er generelt lidt vildt, og det er noget med at holde tungen lige i munden og være klar på, at man bliver kastet lidt rundt. Jeg hyggede mig, lå og padlede lidt hele tiden og forsøgte at få fat i en god bølge. Jeg hyggede mig faktisk så meget, at jeg glemte at holde øje med, hvor mine tre kammerater var henne af. Man kan hurtigt miste overblikket, når havet er vildt, og man ikke ligefrem er en erfaren surfer.

Pludselig tog jeg mig selv i at have mistet kontrollen. Jeg var pludselig meget langt ude, bølgerne var virkelig store, og jeg var fanget i et område, hvor flere strømme møder hinanden og dermed skaber en vaskemaskineffekt.
Ro på, fortæller jeg mig selv. Bare begynd at padle indad og lad bølgerne hjælpe dig på vej. Jeg padler… og padler. Jeg kigger op, og folk er stadig meget små inde på stranden. Alt for små. Jeg kigger fremad og kysten virker simpelthen så langt væk. Ro på. Jeg prøver at time padlingen med bølgerne, men bølgerne løfter mig bare op og fører mig ikke fremad. Det er sindssygt frustrerende. Hvad fanden sker der? Hvordan endte jeg her? Drengene var der jo lige før? Fuck.
Jeg fortæller mig selv, at jeg vel flyder i land på et eller andet tidspunkt. At det er klogest bare at blive på boardet, for jeg kan i hvert fald ikke bunde. Bare padle ligeså stille fremad og lade strømmen klarer arbejdet. Det begynder efterhånden at være tungt i armene, og jeg når lige at kaste en ond tanke på overkropstræningen fra i går… Jeg føler, at jeg har padlet længe, og kysten er ligeså langt væk som før. Jeg kan mærke, at min vejrtrækning bliver hurtigere. Gad vide, hvor drengene er? Kan de overhovedet se mig herude? Er det smartest at sætte mig op måske? Nej. Så vil bølgerne blive ved med at kaste mig af.

Panikken begynder ligeså stille at sprede sig i kroppen på mig. Jeg vil bare gerne ind nu! Og jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan jo ikke ligefrem ringe til nogen… det begynder at gå op for mig, at det virkelig er en lortesituation, jeg har bragt mig selv i. Tårerne begynder at presse sig på. Jeg er virkelig presset nu. Hvor længe kan jeg blive ved med at holde til at padle? Jeg er derude, hvor jeg virkelig ikke kan bunde. Bogstaveligt talt. Det her ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal håndtere. Jeg har ingen tidsfornemmelse, men jeg føler, at jeg har været væk fra de andre længe nu. Jeg prøver så vidt muligt at bevare roen…..

Og så ser jeg en mand i rød t-shirt. Jeg ber til, at han kommer i min retning. Før jeg får set mig om sidder han foran mig på sit surfboard og guider mig i en ny retning. Jeg er lige ved at bryde sammen, og jeg tøver ikke et sekund med at gøre, hvad han siger. “Take it easy, sweetheart, I’ve got you“, siger han til mig. Jeg er så lettet, at jeg er på randen til gråd. Han holder sig tæt på mig, mens vi padler væk fra det område, jeg var havnet i. Jeg føler mig tryg nu. Han får skubbet mig op på en bølge, der ligeså fint bærer mig hele vejen ind til kysten. Fast grund under fødderne. Det skal man ikke tage forgivet…

Jeg er lykkelig for, at der var en surf-skole på stranden i dag. Jeg er dybt taknemmelig for, at der var en erfaren instruktør til stede, som fra så lang afstand kunne spotte, at jeg var ved at gå i panik. Og som kom ud til mig og hjalp mig ind. Jeg var rent ud sagt pissebange! Alt for langt ude af min komfortzone. Det var ikke rart. Slet ikke rart.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været decideret bange. Og nej, det var ikke frygt som i ‘nu ser jeg mit liv passere revy‘, men det er virkelig ubehageligt at miste kontrollen over sig selv på den måde. En sådan situation har jeg ikke lyst til at sætte mig selv i igen. Jeg var så langt ude af min komfortzone, at jeg faktisk ikke er sikker på, at jeg har lyst til at surfe igen. I hvert fald ikke lige foreløbigt.

Signature

Follow on BLOGLOVIN’ // FACEBOOK // INSTAGRAM

4 KOMMENTARER

  • Åh sødeste Trine, er virkelig ked af at du skulle opleve den ubehagelig situation ude på vandet 🙁 Den strøm du snakker om fik vi ekstrem meget undervisning i da jeg uddannede mig til livredder, for selv meget erfarne svømmere kan få problemer hvis de møder den. Og det er især turister, som ikke er vant til at skulle kigge efter den slags. Men godt at høre du er i sikkerhed igen <3 Jeg kan godt forstå at det tager pusten, lysten og glæden fra at surfe, men håber du kommer op på boardet igen.
    Den allerstørste krammer herfra – glæder mig til den ikke bare er en virtuel en af slagsen :-*

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Du er så sød, min pige. Ja, det kan jeg godt forstå I gjorde – og jeg er godt nok også taknemmelig for, at der tilfældigvis var en instruktør inde på stranden. Der er jo ikke ligefrem livreddere tilstede i Raglan på denne tid af året 😉
      Jeg håber også, at jeg kommer ud at surfe igen. Måske i lidt mere rolig vand, om ikke andet, så har jeg i hvert fald lært en vigtig lektie.
      OG jeg glæder mig også til en Tine-krammer af den virkelig slags! Tænker på dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Det løb mig koldt ned af ryggen og jeg sidder stadig med svedige hænder ovenpå denne historie. Jeg surfer selv, og elsker det. Ligesom dig startede jeg da jeg var på udveksling, og hver gang jeg rejser forsøger jeg at komme et sted hen hvor jeg kan surfe. Jeg har selv været ude i lignende situationer hvor jeg var fanget af strømmen, har knækket fortanden, skåret mig på finnerne osv. som i første omgang skræmte mig. Det har dog ikke stoppet mig, og det håber jeg virkelig ikke at du gør (for jeg tror du elsker det). Jeg er sikker på at oplevelsen sidder så dybt i dig at du fremover ikke ender i sådan en situation. Pas på dig selv, men husk på den fantastiske følelse bølgerne også kan give dig! Helt generelt er jeg i øvrigt meget enig med dig i at vi ikke ALTID skal ud hvor vi ikke kan bunde. Jeg synes, at der er kommet en tendens hvor træningen helst skal medføre tårer og kvalme før det er godt nok. Det forstår jeg ikke, og tænker at den form for pres hverken kan være godt for psyken eller kroppen på længere sigt. Ikke for mig i hvert fald.

    Det blev til en længere smøre – ville egentlig bare sige Surf’s Up 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind, tusind tak for din kommentar. Jeg er virkelig glad for, at du deler dine oplevelser med mig. Følte mig sgu lidt som en idiot… Jeg håber også, at jeg får mod på at hoppe ud i bølgen blå på boardet igen. Jeg tror bare lige, at chokket skal ligge sig – og så er jeg klogere næste gang!
      Og så giver jeg dig fuldstændig ret i, at psyken på ingen måde kan klare konstant pres over længere tid! Vi må passe på os selv.

      /Trine Theodora

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den usynlige sundhed