Lækre fuldkornspølsehorn

Jeg har haft hviledag i dag, da jeg i morgen skal på uddannelse i PowerToning. Det er en overbygning på min nuværende uddannelse som stram op instruktør hos Fitness World. Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg ved at det kommer til at blive fysisk rigtig hårdt i morgen, da vi både har en masterclass, men også skal gennemgå en masse forskellige øvelser. Jeg har forberedt en masse mad, som I kan se i morgen på Instagram (@trinetheodora).
De af jer, der allerede følger mig på Instagram ved, at jeg i dag har bagt en helt masse lækre fuldkornspølsehorn. Det var fuldstændig impulsivt, at jeg fik lyst til at bage – jeg var faktisk bare i Kiwi for at hente honning 😉 Men så var der fuldkornsmel til 10 kr, og så tænkte jeg: hvorfor ikke?
De blev enormt vellykket, så selvfølgelig vil jeg gerne dele opskriften med jer.
Til 30 små pølsehorn skal der bruges:
– 6 dl vand
– 50 gram gær
– 2 tsk salt
– 1 spsk honning
– 1 tsk olie
– 500 gram fuldkornsmel
– 100 gram havregryn
– 100 gram rugmel
– 250 gram hvedemel (og ca. 50 gram til at ælte i)
– 15 små kyllingepølser
– Sesamfrø til pynt
Fremgangsmåde
Opløs gæren i det lunkne vand og tilsæt herefter salt, olie og honning. Bland derefter havregryn, fuldskorns-, rug-, og hvedemel i og rør dejen sammen – evt. med drejekrogene på en håndmixer. Dejen skal være lidt klistret. Lad herefter dejen hæve ved stuetemperatur i 30 minutter.
Når dejen har hævet, vend den da ud på køkkenbordet i lidt hvedemel og drys lidt mel ovenpå og ælt dejen til en samlet dej. Del herefter dejen op i fire stykker og rul dejen ud. Herfra kan der skæres stykker i den størrelse, man ønsker at ens pølsehorn skal have.
Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Skær de små kyllingepølser i halve (jeg brugte nogle, der er lidt større end brunchstørrelse, så hvert stykke pølse var ca. 4-5 cm). Rul herefter dejen rundt om hvert stykke pølse og placér dem på en bageplade beklædt i bagepapir.
Rids pølsehornene og pensel med vand/æg/mælk og pynt pølsehornene med sesamfrø (eller hvad man ellers kan li). Bag i den forvarmede ovn i 15-20 minutter afhængigt at størrelsen.
Velbekomme!
Ingen kommentarer endnu