Kokken, del 7 - Forelsket

Kokken, del 8 – Jeg elsker dig

trinetheodora-kokken
Del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7

Og kærester, det blev vi. En sommerdag i Kroatien, hvor vi lå og nød solens stråler. Jeg spurgte ham, om han ville være min kæreste. Meget teenage-agtigt, men ikke desto mindre. Jeg følte, det var passende, at det var mig, der tog det skridt, eftersom jeg var den, der havde holdt ham hen med at mit “måske – og nu må vi se“-crap de sidste måneder. Han svarede heldigvis ja. At blive nyforelsket igen for første gang siden mine sene teenageår, det var overvældende. Men hold nu kæft, hvor var det også fantastisk. Det er altid et sats at lade ens følelser få frit løb på den måde, fordi den værste følelse er måske i virkeligheden at være forelsket i en, der ikke gengælder ens følelser. Og hvordan ved man det? Det er ikke nok, at man bare får det fortalt. For mig taler handlinger langt højere end ord. Kærlighed viser sig ikke nødvendigvis som en stor gestus, nærmere tværtimod.

Kokkens handlinger talte i hvert fald højt og tydeligt til mig. Jeg kan huske, da jeg første gang fik lyst til at fortælle ham, at jeg elskede ham. Det var en tidlig morgen, mens vi camperede i Kroatien i sommer. Jeg havde den foregående morgen henkastet og uden intention nævnt, at når jeg tidligere havde været på campingferie med min familie, så fik jeg altid ananasjuice, og jeg elskede bare sådan et glas om morgenen. Da han dækker morgenbordet den morgen, så finder han en ananasjuice frem fra vores lille camping-køleskab. Den havde han købt til mig, da han havde været ude at handle om eftermiddagen dagen forinden. Og den slags små ting, at handle på de der informationer, som man bliver givet helt tilfældigt, dem er Kokken exceptionelt god til at gøre, og de var hver især med til at bekræfte for mig, at han også elskede mig. Fordi han gjorde alt for at se mig smile.

Jeg kan også huske første gang, hvor ordene næsten røg ud ad munden på mig. Vi var inde i byen – ligeledes i Kroatien – at turiste den, og mens vi gik rundt i de små gader og kiggede på vinduer, gik Kokken pludselig ind i en butik. Her vinkede han mig ind og pegede så på et par sandaler: “Se!“. Det var ikke bare hvilke som helst sandaler, men lige netop dét par sandaler, som jeg havde kigget på, inden vi tog afsted på ferien, og som jeg bare så gerne ville have, men som jeg havde syntes var for dyre. Det kom så meget bag på mig, at han kunne huske dét eksakte par. Det gjorde mig så glad, at det nærmest fløj ud af mig: “Ej, jeg el…”, men jeg fik stoppet mig selv. Det var for tidligt.

Jeg ved ikke, om I kan huske, at han på første date nærmest havde memoreret hele vores skriftlige samtale, men jeg kan kun sige, at han husker ligeledes alt, hvad man fortæller ham i virkeligheden også. Selv de små detaljer. De små, men vigtige detaljer. At han husker de der helt små ting, får mig til at føle mig speciel. Jeg føler, at mine tanker, følelser og ord har værdi. Dén følelse, han giver mig, den håber jeg aldrig forsvinder. Jeg håber aldrig, at han forsvinder. 

Jeg var ikke længere i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet havde følelser for ham. Jeg kunne mærke langt ind i hjertet, at jeg elskede ham, men jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle få det sagt. Jeg ville gerne have, at det skulle være et mindeværdigt øjeblik.

På et tidspunkt rejste vi videre fra Kroatien til Budapest i Ungarn, og jeg havde stadigvæk ikke fundet på endnu, hvordan jeg skulle få sagt de tre små ord til min kok…

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kokken, del 7 - Forelsket