Alt det gode: 25% på klassikerne

Kokken, del 3 – coq au… hvad?

trinetheodora-kokken-coq-au-vinLæs del 1 her. Læs del 2 her. 

Menuen stod på fransk mad, selvsagt. Den hele kylling, som lå i rødvinen skulle blive til coq au vin. Det var derfor meget naturligt at gå direkte i køkkenet for at forberede aftenens middag. Jeg har altid syntes, at jeg var udmærket i et køkken. I ved, god mad – let at lave, that kind of thing. Den følelse blev erstattet af en anden, da jeg pludselig havde en kok med i køkkenet. En følelse af ren og skær uduelighed tog over, og jeg kunne pludselig ikke huske, hvordan man skærer så meget som et stykke agurk med ham stående dér. “Nu skal du ikke blive alt for forarget over tilstanden på min ovn”, sagde jeg til ham. Han forsikrede mig om, at det ikke havde nogen betydning. Han mente også, at jeg skulle partere kyllingen. Shit, det havde jeg ikke lige prøvet før. Han skulle nok hjælpe mig. Men først efter at han havde strøget min køkkenkniv over strygestålet, som jeg fik rodet frem fra et af mine mindre organiserede køkkenskabe. Jeg rullede øjne af ham imens.

Jeg fik parteret kyllingen under kyndig vejledning. Spurgte ekstremt meget. Jeg skulle fandme ikke gøre noget forkert. Han har sidenhen fortalt mig, at han tænkte, at jeg skulle være kommet lidt ind i kampen. Jeg tænkte, at han kunne sgu bare partere den kylling selv.

I løbet af madlavningsprocessen var nærmest alle dele af mit køkken blevet indtaget af råvarer, som han havde medbragt i sin rygsæk, min vindueskarm blev fyldt med diverse krydderurter, jeg ikke før har set. Samtlige af mine gryder var taget i brug, og jeg observerede, hvordan han nærmest stak næsen helt ned i maden for at dufte, hvordan han viftede med hånden over dampen derfra og smagte på hvert enkelt lille delelement.

Jeg syntes fortsat, at han virkede småarrogant. Konservativ, grænsende til det snobbede. Jeg kan ikke rigtigt forklare hvorfor, men jeg var overbevist om, at det var første og eneste gang, vi skulle se hinanden. Hvorfor, tænker I måske?

Fordi jeg er en drengepige. Jeg bander som en anden havnearbejder, og jeg kan ikke finde ud af at sidde ordenligt ved bordet. Jeg spilder, jeg snakker med mad i munden, og jeg er på mange måder meget lidt feminin i min opførsel. Jeg snakker højt, jeg griner endnu højere, og jeg siger lige præcis, hvad det passer mig. Jeg har tag-mig-som-jeg-er-eller-fuck-af-attitude. Og arrogante kokke vil have pige-piger, ikke? Den uskyldige, feminine, ordenlige pige, som ikke fylder alt for meget i et lokale. Jeg er ligefrem og bramfri, og jeg var overbevist om, at jeg var alt for meget for en mand som ham. En mand med en vis klasse.

En mand med en standard, jeg på ingen måder, kunne leve op til.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Alt det gode: 25% på klassikerne