...men så skete Kokken

Kokken, del 1 – tillykke, du har et nyt match!

giphy-1

Jeg husker ikke den præcise dato. Jeg husker knap nok at min mobil vibrerede. Det var en periode uden alt for meget aktivitet i app’en, og jeg lå tilfældigvis og kedede mig på sofaen. Jeg besluttede mig derfor for at tjekke mit nyeste Tinder-match ud. Ikke de mest prangende billeder, men manden var høj. Så meget kunne jeg udlede. Og så var han kok. Og så var han åbenbart både blod- og plasmadonor. Fuck, hvor er det ligegyldig information på Tinder, tænkte jeg. Egentlig lidt arrogant at skrive i sin profil, tænkte jeg også. Nå, men det var da let at finde på en samtalestarter. Han ville sikkert også gerne tale om sig selv sådan en kok, det var jeg helt overbevist om. “Nå, kok, siger du?” indledte jeg min besked og fortsatte med noget andet fyld for så at spørge til, hvilken mad han helst kastede sig ud i.

Der gik ikke mange minutter, så fik jeg et svar. Noget med det franske landkøkken efterfuldt af en længere opremsning af retter på fransk. Arrogant. Helt sikkert arrogant, tænkte jeg. Særligt én ret var han glad ved, jeg husker ikke hvilken, og jeg fandt det oplagt at svare noget i stil med “Det lyder sørme spændende, jeg kender ikke rigtig noget til retterne, men det kunne jeg godt tænke mig at prøve”-agtigt. Den næste besked, han sendte, fik mig næsten til at fjerne vores match. Han mente, at jeg havde tre muligheder, hvis såfremt, jeg gerne ville prøve disse franske retter. Mulighed 1: Jeg kunne google mig frem. “Google is your friend”, skrev han. Hold dog kæft. Mulighed 2: Han kunne da lave det til mig. Bedre. Mulighed 3: Tag på ferie i Sydfrankrig. Oh my God. 

Jeg har sidenhen fundet ud af, at han selv synes, han var vældig sjov. Jeg synes tilgengæld, at jeg fik bekræftet min første tanke om ham og i øvrigt samtlige af mine fordomme om kokke: Han er en arrogant, højrøvet nar. Alligevel var der et eller andet, som fastholdt mig i vores samtale. Sikkert, fordi attituden (som jeg tolkede, selvfølgelig) fik ham til at virke uopnåelig. Og det kan vi kvinder jo pissegodt lide. Jeg kan i hvert fald.

Så jeg svarede.

   

8 KOMMENTARER

  • Ih det er altså sjovt hvordan vi kan ligge så meget værdi og betydning, i enkelte sætninger – tænk sig engang hvis vi selv fik af vide hvordan andre tolkede vores sætninger, men jeg kender det alt for godt selv! 🙂 God aften

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • TRINETHEODORA

      Kvinder er verdensmestre i overfortolkning 😉 Tak, og i lige måde!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Som 21-årig var jeg så dum at give mit mobil nummer til den absolut mest arrogante fyr på mit arbejde – kun for at slippe af med ham!
    Nu, 17 år senere, har vi netop fejret 14 års bryllupsdag. Familien er i den mellemliggende periode i øvrigt udvidet med 3 børn, på nu 13, 12 og 8 år 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • TRINETHEODORA

      Jeg håber, jeg kan sige det samme om 17 år! Hvor er det fantastisk. “Jeg var så dum at give mit nummer” HAHA, så godt altså!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    For 6 år siden skrev en fyr (vi havde fælles venner og jeg vidste hvem han var, men jeg syntes ikke om ham) “Hej søde” til mig. Jeg skældte ham ud, for sådan skulle han ikke tro han bare kunne skrive for at få kontakt til mig, når jeg jo vidste, at det var sådan han scorede piger på stribe. Idag har vi været kærester i 5 år 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • TRINETHEODORA

      Haha, hvor er det godt!!! Havde så meget også skældt ud over sådan en besked 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Haha jeg tænkte præcis det samme, om en fyr jeg mødte for 5 år siden på min kollegiebar. Nu er vi gift, har et barn og lige købt et hus 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • TRINETHEODORA

      Ej, men altså, det er jo fantastisk at høre! Jeg giver en melding om 5 år, så ser vi, hvordan den står til 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

...men så skete Kokken