Den foreløbige plan for vores roadtrip i USA 2018

Hvis man ikke har travlt – er man så doven?

giphy

“Jeg har så travlt for tiden”. Den sætning har jeg hørt mig selv sige rigtig mange gange. Jeg har også hørt andre mennesker sige det mindste ligeså mange gange. En gang i mellem har jeg også taget mig selv i at tænke, at det havde de nok ikke i forhold til mig, ligesom jeg har understreget for mine studerende venner, at de slet ikke vidste, hvad “travl” ville sige, før de kom ud på den anden side – ud i den virkelige verden på arbejdsmarkedet. Og når jeg forestiller mig, hvor travlt jeg får, når jeg på et tidspunkt skal tage mig af andre end mig selv, når jeg har fri, så er det lige før, jeg bliver helt stakåndet.

Det er min helt klare opfattelse, at det er på mode at have travlt. Det giver os en eller anden form for status, en form for prestige. Vi skal helst have lidt mere at se til, end vi i virkeligheden kan nå. Vi skal helst falde om i sengen om aftenen og starte vores dag tidligst muligt. Det er nærmest et tabu at sige, at man ikke rigtig har foretaget sig noget på en given dag. Og det er til gengæld nærmest ærefuldt at have nået en masse bullet points i løbet af dagen og ugen og måneden og året. Tænk, hvis man prioriterede pusterum og tid til bare at være. Stopper vi nogensinde op og mærker efter, hvorvidt travlheden i virkeligheden bringer os nærmere det, vi ønsker os?

Der er ikke noget tat sige til, at der er så mange stressramte på arbejdsmarkedet i vores lille land. Vi skal alle sammen være en slags overmennesker, der hele tiden når den ekstra mil. Og for hvad?

For ikke ret lang tid siden, læste jeg en artikel, hvor en psykolog gav et eksempel på en samtale, der ikke ville finde sted i dag: “Hvad laver du så på arbejdet?” Kunne man spørge, og så kunne der blive svaret: “Så lidt, som muligt” efterfulgt af grin på grund af den joke, det er. I dag, argumenterede hun, ville det være decideret socialt uacceptabelt med sådan en udmelding. Det er ikke tilladt at have overflod af tid uden at udnytte den effektivt. Og med effektivt mener jeg, at vi hele tiden skal løse arbejdsrelaterede opgaver eller praktiske opgaver i privaten. Det er efterhånden tabuiseret, hvis man ikke har travlt.

Det er dovent.

Den anden morgen talte de i radioen om dovenskab som værende travlheds modsætning, da de diskuterede selvsamme emne, som jeg tager op i indlægget her. Jeg vil ikke drage den parallel, for jeg synes ikke, de to begreber fungerer som antonymer, men jeg er meget enig i pointen om, at man bliver indirekte dømt, hvis man ikke hele tiden har bare en lille smule travlt.

Det går godt, altså, jeg har travlt, men…” Kan I genkende den formulering? Som svar på, hvordan det går, når vi støder ind i mere eller mindre perifære bekendtskaber. Tænk, hvis man blev anset som værende doven eller mindre succesfuld for den sags skyld. Og jeg synes faktisk, det er problematisk. Selvfølgelig er det individuelt, hvornår vi føler, vi har travlt, men hvis vi over en længere periode har for meget at se til, så tror jeg ikke på, det er sundt. Hvis man aldrig føler, man har tid til at lave ingenting, har man så i virkeligheden prioriteret rigtigt i sit liv? Er det fordi samfundet lægger så stort pres på os i så mange aspekter i vores liv? Hvis man altid har brug for at have travlt, har man det så i virkeligheden godt? Er travlhed et mål i sig selv?

Hvorfor har vi brug for at italesætte, at vi hele tiden har travlt? Jeg kan sagtens forstå, at man gerne vil være effektiv og opnå en følelse af, at man udretter noget i sit liv. Men har psykologen i pointe i, at det er socialt uacceptabelt ikke at have travlt? Og hvis man ikke har travlt… er man så doven?

giphy-1

   

3 KOMMENTARER

  • Tine

    Fedt emne!!
    Jeg føler ikke jeg har fået noget ud af min dag hvis jeg ikke spæner rundt😅🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Ej, et fedt emne! Også noget jeg der op til flere gange er blevet diskuteret mellem mine veninder og jeg, som er psykologistuderende. Især i forbindelse med klinisk psykologi, hvor vi lærte om stress (i den konstante form, som folk bliver syge af).
    Det er helt sikkert et kæmpe tabu ikke at have travlt. Jeg føler fx ikke jeg har travlt som studerende med et deltidsjob på 12 ugentlige timer. Jeg føler det er helt tilpas, og har også – nok oftere end gennemsnitsbefolkningen dage, hvor jeg intet praktisk laver (aka. Netflix på sofaen og en tur igennem Aarhus shoppinggader).
    Men jeg fortæller INGEN om, hvor ofte jeg har sådanne dage. Det giver mig utrolig meget, og jeg nyder det – og ved at det ikke kan være sådan for altid når fuldtidsjobbet kommer en dag. Min pointe med det er nok, at det ikke er sådanne nogle dage, jeg kan lide at fortælle om.
    Jeg synes det er flovt, når alle mine veninder altid læser, løber ture og drikker kaffe med den ene og anden veninde.
    Jeg ses nok i gennemsnit med mine veninder en-to gange om ugen. Resten af tiden nyder jeg med mig selv og min kæreste.
    Og det tager ærlig talt pusten fra mig, at se mine venner og bekendte på Instagram, der drikker morgenkaffe med den ene, eftermiddagskaffe med den anden og en “hurtig drink” med den anden om aftenen (sat lidt på spidsen).. Det vil jeg ikke! Og samtidig er jeg nærmest flov over, at mit sociale liv ikke spiller SÅ meget.
    Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg vil hen, men dit indlæg ramte mig nok til, at jeg var nødt til at dele mine tanker.
    Hav en dejlig dag <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tina

      👌👍
      Ja man kan næsten få dårlig samvittighed over hvor meget ens kollegaer eller venner kan presse ind i dagligdagen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Den foreløbige plan for vores roadtrip i USA 2018