Roadtrip i USA 2018 - Den færdige rute

Fuldstændig fortabt efter tre ugers træningspause

Okay, okay. Overskriften er ment absolut sarkastisk. Men den repræsenterer alligevel en stensikker misforståelse og anledning til dårlig samvittighed hos alt for mange mennesker. Kvinder som mænd. Så måske ikke så sarkastisk alligevel.

Ikke desto mindre, så er det i dag tre uger siden, jeg sidst var til træning. Det er ganske ufrivilligt, og det er den længste pause, jeg har holdt i mange måneder. Træning har aldrig rigtig været et problem for mig. Jeg har sagtens kunne føle mig demotiveret eller have mistet interessen for en specifik træningsform, men jeg har som regel kastet mig over noget nyt relativt kort tid efter. For jeg elsker virkelig at træne, og jeg elsker at føle, at jeg præsterer fysisk.

Den ufrivillige pause skyldes, at jeg til træning for netop tre uger siden pådrog mig et massivt hold i nakken. Jeg mistænker faktisk overtræning for at være synderen. Ironisk nok. Og jeg kunne ikke rejse mig fra sengen dagen derpå. Jeg har da aldrig prøvet noget lignende! Efter at have evalueret situationen med mig selv, fik jeg slæbt mig til ART-behandling – det ved jeg nemlig virker – og det løsnede gevaldigt op for situationen. Alligevel var jeg så stiv i nakken en uge efter, at jeg ikke ville kunne gennemføre en træning ordentligt. Og jeg gider sgu ikke gøre tingene halvt.

En uge senere tager jeg så til træning, selvom alt i min krop strittede. Jeg MAGTEDE det ikke. Men jeg havde en aftale, så jeg gjorde det og havde årets dårligste træning. Hold kæft, noget lort. Og så dalede min motivation, og jeg holdte weekend i København med min lille nye nevø uden at forholde mig mere til træning.

Mandag føler jeg mig klar igen, og jeg får meldt mig på mine sædvanlige hold. Desværre taber jeg så et bord ned over min tå på arbejdet, og min negl er sort, og den dunker, som var den ved at falde af. Jeg tænker, at jeg bare kan holde den lidt oppe, så skulle det nok gå i sig selv. Der tog jeg så grueligt fejl, og jeg må melde fra træning. Hele ugen efterfølgende. I søndags havde den været blå i 7 dage, men ømheden var efterhånden så aftaget, at jeg tænkte, jeg igen kunne tage til træning.

Ak. Så fik jeg lavet mine øjenbryn. Microneedling-teknik og et påbud om ikke at svede i 48 timer.

Well. Så står jeg her. Tre uger efter. Jeg har stadig ikke trænet. Jeg skal på ferie om 14 dage. Min verden burde være ved at brase fuldstændig sammen. Særligt når inaktivitet ofte hænger sammen med kage for mit vedkommende. Det er min svaghed.

Men jeg har ikke dårlig samvittighed. Jeg kigger ikke på mig selv og væmmes. Jeg kan ærligt talt ikke se forskel. Jeg har ikke mindre lyst til at tage bikini på, og jeg har det ikke dårligt med mig selv.

Mit selvværd er ikke længere forankret i mit udseende. Mit selvværd er ikke længere forankret i andres meninger eller lader sig diktere af et samfundskonstrueret ideal. Den kamp – dén har været det hele værd!

Jeg er ikke blevet tyk. Jeg er ikke en fejltagelse. Jeg er bare kommet i lidt dårligere form, end jeg var for tre uger siden. Og det er mest af alt bare lidt irriterende, når man bor på femte sal.

3 KOMMENTARER

  • Marie

    Hvor er dit outfit fra ?? 😍 Toppen er for fed sammen med de røde tights

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    🙌🙌🙌

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pip

    Træning fra eller til – du er det mest inspirerende og skønneste menneske! Jeg savner dig til træning – men træning fra eller til, så skal vi ses inden afrejse ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Roadtrip i USA 2018 - Den færdige rute