For altid havde en udløbsdato

Et halvt år senere

Jeg dyrkede kun sorgen et øjeblik. Det var nødvendigt at mærke den, men det var også et aktivt valg at komme videre. I begyndelsen hang der et billede af ham på mit køleskab, så jeg hele tiden kunne blive mindet om, at han ikke længere var i mit liv. Det hænger der ikke længere, og han er reduceret til et minde.

Et kært minde. Et minde om en stor kærlighed, som ikke er mere og som set i bakspejlet nok langt fra var den største. Et øjeblik føltes det som mit livs kærlighed. Det ved jeg nu, at han ikke var.

I lang tid gav det en knude i maven, når jeg blev spurgt, hvordan jeg havde det. Efter et stykke tid, så gjorde det kun ondt hver anden dag. Indtil det ikke gjorde ondt længere. Da han gik, fortalte jeg ham, at jeg ville elske ham foraltid. Det var ikke løgn, og jeg mente det også, da jeg sagde det. Men jeg elsker ham ikke mere, og jeg kommer heller aldrig til det igen.

Jeg kom videre dag for dag. Jeg græd i en måneds tid, og så besluttede jeg mig for, at jeg var færdig med at græde. Herefter begyndte jeg at ændre mit mindset, ændre min tankegang, vælge ham fra. Jeg var til at begynde med fuldstændig overbevist om, at jeg i dag – et halvt år senere – stadig ville vente på ham. Tænk engang. Vente på, at han skulle ombestemme sig. Men det er længe siden, det gik op for mig, hvor fuldstændig åndssvagt det ville være at sætte mit eget liv på standby for en, der ikke var villig til at gøre det samme for mig. Kærligheden skal fandme være gensidig, og ellers er den det simpelthen ikke værd.

Som ugerne gik og sommer blev til efterår, begyndte jeg ligeså stille at samle stumperne fra mit knuste hjerte op igen. Jeg kan tydeligt huske, hvor ondt det gjorde. Det er uden sammenligning det mest sindssyge, jeg har prøvet. Jeg var jo decideret sindssyg i et øjeblik. Knust i ordets bogstaveligste forstand. Men intet varer forevigt.

Jeg har ikke på noget tidspunkt hadet ham for det, han gjorde mod mig. Ikke haft et behov for at tale om ham med andet end respekt. Efter tågen lettede kunne jeg godt se, at det ikke var meningen, det skulle være ham og mig, der skulle ende sammen. Skænderierne var for voldsomme, kærligheden var ikke stor og ægte nok, og vi udgjorde grundlæggende ikke et særligt godt hold. Og jeg vil have en holdkammerat, jeg kan regne med. En medspiller.

Jeg tænker tilbage på ham, på det vi havde og på vores mange oplevelser med glæde, men jeg savner ham ikke. Jeg mangler ham ikke. Ved årsskiftet parkerede jeg det sidste af Kokken i mit mindearkiv i baghovedet.

Jeg er begyndt at skrive på et nyt kapitel. Og det føles rigtig godt.

1 KOMMENTAR

  • Camilla

    Seriøst hvor er jeg glad for at læse det her!! Det giver så meget håb! ❤️ Jeg har været så fucking knust over min eks, hele forløbet. Det gør stadig fucking ondt, men nu her jeg besluttet at det skal laves om. Ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

For altid havde en udløbsdato