Stilhed.

Det nye job og lidt om at være semioffentlig person og folkeskolelærer

Jeg må sige, at jeg er meget overrasket over, hvor stor interesse der har været i forbindelse med mit jobskifte. Jeg taler jo aldrig om mit arbejde på hverken blog eller Instagram og har kun ved særlige lejligheder delt et lidt utydeligt billede på story af mine kære elever. Det er selvfølgelig helt bevidst, at jeg holder mig rigtige arbejdsliv adskilt fra min online verden. Det er længe siden, jeg gjorde mig tanker omkring dét at være semioffentlig person og folkeskolelærer. Før jeg takkede ja til min første lærerstilling efter endt uddannelse i sommeren 2016, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle bevare mine platforme. Dengang kom jeg frem til, at jeg kunne stå indenfor alt, hvad jeg har skrevet og alt, hvad jeg har delt. Jeg kom frem til, at jeg fremstår som en god rollemodel på de sociale medier, og jeg italesætter vigtige emner, der bestemt har relevans for både tweens og teens. Det har ikke ændret sig siden. Men jeg er af den helt klare holdning, at man har pligt til at være meget bevidst omkring de valg, man træffer på de sociale medier, når man også er lærer – og jeg træffer et valg, hver gang jeg poster et billede, en story eller et blogindlæg. Du kan ikke tillade dig hvad som helst, og du skal have en adfærd, der ikke giver anledning til, at du mister autoritet og respekt i dit professionelle virke.

Jeg ved, at mange elever og mange af deres forældre følger med. Det har jeg det helt fint med. Det tager kun eleverne 5 minutter at finde ud af, at jeg har over 16000 følgere på Instagram. De synes bare, det er sejt. Mange af mine elever fortæller også, at de finder min profil inspirerende. Det er jeg glad for, og jeg ved jo også, at det er der mange andre, der også gør. Derfor er det også længe siden, jeg traf beslutningen om at beholde både blog og Instagramprofil. Jeg kan sagtens gøre begge dele, og det har aldrig medført problemer i min lærergerning. Hverken med elever, forældre, kollegaer eller ledelse.

Nå, men for nyligt delte jeg så, at jeg havde fået nyt job. Jeg har indtil nu arbejdet på en folkeskole i Vestjylland, hvor jeg har været tilknyttet den mest fantastiske årgang i mine 2 ½ år på skolen. Min relation og mit forhold til de elever var fuldstændig unikt, og de har selvsagt en helt særlig plads i mit hjerte. De har ikke bare være elever; de har været mine børn, som jeg holder helt afsindigt meget af og er enormt stolt af. Det er en uges tid siden, at jeg stoppede, og jeg savner dem. Hvis jeg kunne have taget dem med mig, havde jeg gjort det.

Men min beslutning om et jobskifte har ikke på noget tidspunkt handlet om dem. Det har udelukkende handlet om, hvordan jeg udnytter mit potentiale bedst muligt, hvilke opgaver jeg allerhelst vil varetage og det at have en fornuftig balance mellem arbejde og fritid. Da der så tilbage i januar dukker en stilling op med præcis dén opgave og funktion, jeg ønsker mig, så søger jeg den. Og jeg får den også.

Jeg er stadigvæk lærer. Og jeg er stadigvæk lærer på en folkeskole. Bare et andet sted. Jeg har kun den halve transporttid nu, og jeg sidder i et fantastisk team, hvor min faglighed virkelig kan komme i spil på en måde, hvor jeg kan mærke, at jeg udvikler mig professionelt. Min personlige udvikling er kommet helt af sig selv ved at være omkring børn, ved at gøre en forskel i børns liv og ved at have det fulde ansvar for dem, deres trivsel og deres læring. Og fantastiske elever har jeg heldigvis stadigvæk. De er allerede ved at sætte sig godt til rette i hjertet på mig, og hver dag går jeg glad hjem fra arbejde og føler mig en lille smule rigere.

1 KOMMENTAR

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stilhed.