Et år med Kokken

Det, jeg elsker mest ved Kokken

Jeg vil gerne dele en lille historie med jer. En historie, der er indbegrebet af Kokkens, i mine øjne, bedste kvalitet. En kvalitet, som en gang imellem kan være ret irriterende, men som hver evig eneste gang den udspiller sig gør mig blød i knæene, og som jeg håber han aldrig fralægger sig.

I går da vi startede den lange rejse mod USA, sad vi i bussen på vej til at køre ombord på færgen mod Sjælland og København. Bagved os, i den anden side af bussen, sidder en mand sidde med sin smukke lille datter, som jeg flere gange får øjenkontakt med og smiler til. Jeg bliver altid så glad, når små børn smiler til mig. Vi venter på det her tidspunkt tålmodigt på en sidste passager, som har været sent på den og derfor været nødt til at løbe fra rutebilstationen og ned til færgelejet. For de uindviede er det ikke en kort løbetur, men hun klarer den i sidse øjeblik.

Det er tydeligt, at manden har fået sin opgave for med sin lille pige, den store pusletaske og andet habengut, da vi går ombord på færgen, men han får placeret sig i en blød stol, og datteren falder i søvn i bæreselen, han har fået monteret på maven.

Da vi efter en sejltur og en køretur ankommer til DGI-byen, er bussen nødsaget til at holde meget længere nede ad vejen end normalt, da andre transportkøretøjer har taget den øvrige plads langs Ingerslevsgade.

Manden, som jeg senere skulle finde ud af hedder Noor, får nærmest bugseret sig selv og datteren ud af bussen og skal sammen med os andre have sin resterende bagage. Kokken har skyndt sig ud af bussen for at få fat i vores rygsække, som han får på ryggen i en fart. Han ser nu ud af øjenkrogen, at Noor slæber to store kufferter, en skuldertaske og et barn, og så får jeg ellers at vide, at jeg godt kan skynde mig at få taske på.
“Vi kan nemlig lige hjælpe, skat,” siger han til mig og er allerede gået i forvejen. Jeg ser ham komme op på siden af Noor, og han nærmest tager den ene kuffert ud af hænderne på ham, smiler og siger: “Lad mig”.

Det er dét, jeg elsker allermest ved Kokken. Han er dét mest hjælpsomme menneske, jeg kender, og han besværliggør gerne sin egen agenda for at gøre andres lettere.

Vi følges med Noor op til banegården; han skal nemlig også i lufthavnen. Kokken tjekker os alle ind på sit rejsekort, fordi det jo er nemmere og hurtigere, som han siger, og snart sidder vi alle i toget mod Kastrup Lufthavn og før vi skilles, har vi fået Noors telefonnummer og et løfte om mad og logi, skulle vi nogensinde komme til Marokko. Jeg lover det, sagde han.

Og om der nogensinde kommer hold i det løfte eller ej, så er det Kokkens handling, der glæder mig allermest. Han tænker altid på andre mennesker, og han hjælper altid, hvor han kan. Ikke fordi han skal, ikke fordi han bliver bedt om det, men fordi han ser andre mennesker og har lyst til at hjælpe. Fordi han kan.

Det elsker jeg allermest ved Kokken.

3 KOMMENTARER

  • Cecilia

    Jeg sidder her med tårer i øjnene og kuldegysninger! Hvor er han skøn ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det kan jeg virkelig godt forstå, at du elsker ved ham. Det er SÅ god stil. Hjælpsomhed gør bare verden til et bedre sted 😀 Også en high-five fra mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Marie

    Kæft hvor skulle han have en kæmpe high-five! Hvor er han cool 🙌🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et år med Kokken