Thomas says #2

Det er svært at være hjemme

Quote1Det er nu lidt over en måned siden, jeg landede i Kastrup Lufthavn og færdiggjorde mit halvårige udenlandsophold. Det var en vild følelse at komme hjem, enormt emotionel på mange måder, men samtidig var det også rart. Alt hvad jeg havde følt forud for hjemkomsten blev fuldstændig forandret fra det ene øjeblik til det andet, og bare dét at høre folk snakke dansk overalt omkring én igen var overvældende. Da jeg kom hjem til Aarhus var det ligeledes helt vildt surrealistisk, pludselig var jeg tilbage på hjemmebane, men alt føltes anderledes. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige… Så meget på hjerte, men uden at vide, hvordan jeg skulle videregive det. “Velkommen hjem, havde du en god tur?”, øh, ja…?! Jeg ved stadigvæk ikke helt, hvordan jeg skal svare på det. Hvordan opsummerer man 6 måneder, hvad skal man fortælle? Folk kan alligevel ikke relatere til det, og det kræver 7 baggrundshistorier, før man kan fatte pointen i min oprindelig historie. Giver det mening? Plus, at jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor jeg bliver ved med at blive spurgt om det… Det er nok mest af høflighed, fordi jeg har alligevel været væk længe nok til at folk har vænnet sig til mit fravær, og pludselig er jeg der bare igen… Alle andre ved nok heller ikke rigtigt, hvad de egentlig skal spørge om. Var det ikke fedt? Har du ikke bare oplevet meget? Altså, JO.

Det føles lidt som om, at det hele går lidt tabt. Jeg sidder tilbage med den følelse, som det har givet mig, men det er svært for mig at dele en. Men jeg føler måske, at det lidt hurtigt kan blive glemt.. Jeg har som dagene går sværere og sværere ved at håndtere dét, at jeg er hjemme igen. Jeg kan mærke, hvor stor en personlig udvikling, jeg har været igennem, hvor meget jeg har oplevet og skulle håndtere meget langt væk hjemmefra. Og herhjemme er der jo ikke sket en skid… Alt er ved det samme, og det er som om, at tiden har været gået istå.

Jeg har rigtig svært ved at være alene lige for tiden. Hvilket er ironisk, fordi jeg har rejst alene og haft det rigtig fint i mit eget selskab. Det har jeg virkelig ikke lige nu. Jeg bliver ked af det, føler mig alene, græder over ingenting og synes pludselig at alt er imod mig. Jeg fortolker på selv de mindste ting og bliver anstrengende at have med at gøre. Bliver mistroisk, jaloux og irriteret. Især overfor Michael. Og hold nu kæft, hvor er det svært at være i. Hvis jeg vil have det til at fungere, så skal jeg jo ikke lægge den slags opførsel for dagen, vel… Og så bliver jeg træt af mig selv over det, fordi forhelved, hvor jeg elsker ham jo… Men jeg har svært ved at finde mig selv lige i øjeblikket, eller, finde ud af at være mig selv passer nok bedre.

Jeg prøver så vidt muligt at holde mig selv beskæftiget, men derfor har jeg jo stadigvæk tid alene. Og det er sekundet jeg bliver alene, at jeg kan mærke, at det er svært. På den anden side har jeg også svært ved at komme igang igen, finde ind i rutinen og få min hverdag til at køre. Jeg sover meget, og får generelt for lidt ud af mine dage. Det bidrager selvfølgelig heller ikke specielt positivt til mit humør, og det eneste tidspunkt, jeg faktisk føler mig glad på i øjeblikket, er når jeg træner eller når jeg er sammen med Michael. Det holder jo heller ikke, vel? Jeg håber, at det her er en fase, og at jeg får lidt mere at se til snart. I det mindste er jeg da tilbage på arbejde nu, og skal arbejde rigtig meget den kommende tid. Så må vi se, om det ikke hjælper lidt på det. Det er sgu hårdt at være ked af det, og det er endnu mere hårdt, når man ikke kan finde ud af den egentlige årsag til det.

Forhelved, det er svært at være hjemme igen…

Har du forresten husket at deltage i min Give Away? Ellers så klik HER.

Trine Theodora XX

Follow on BLOGLOVIN’ // FACEBOOK // INSTAGRAM

6 KOMMENTARER

  • Emilie

    Jeg kender så godt til det du skriver. Og du formår at få sat ord på det på en virkelig fin måde. Det sværeste ved at rejse er at komme hjem igen. Man har udviklet sig SÅ meget og INGEN forstår det!

    Med tiden bliver det bedre. Dét lover jeg. Men udlængslen, den lille smule ensomhed (For mit vedkommende) er blevet! Det her er med til at styrke dig endnu mere, og jeg synes det er sejt du har gået indgang med forløbet med Thomas!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Jeg delte denne artikel på min Facebook profil i sidste uge: http://www.huffingtonpost.com/russell-v-j-ward/the-4-ways-living-abroad-changes-you-forever_b_6414222.html

    Den sætning der satte sig rigtig godt fast i mig var denne: While you experienced adventures at breakneck speed and your world slowed in order to incorporate them all, life at home carried on as before. People went to work, they did the groceries, they holidayed, they had birthdays, they got married, they changed jobs and they moved house.

    And while everything appears to have stayed the same, the truth is that life moved on without you.

    Jeg er selv udlandsdansker på 3. år i London. Mens jeg nyder tilværelse i UK kan jeg mærke at jeg bliver mere og mere distanceret til Danmark og alle de skønne mennesker jeg ‘efterlod’ tilbage i 2012. Det er pisse hårdt og jeg ved at aldrig vil kunne tage tilbage til mit gamle liv. Jeg kan sagtens flytte tilbage til DK, men det vil aldrig blive det samme. Det kan nogle gange få mig helt ned med nakken at tænke på.
    På den anden side ville jeg aldrig være foruden min tid i London. Jeg havde brug for at komme ‘ud’. Opleve verden på egen hånd og lære mig selv at kende.
    Men det kommer med en pris.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken

    Hej Trine!
    Jeg har været en af de “stille” følgere indtil nu – en af dem, der bare følger med, men uden at deltage i de (mange) gode debatter, du får sparket igang. Dette indlæg fik mig dog til tasterne – mest for at sige tak. Jeg er lige kommet hjem fra et længere højskoleophold og er ligeså skrup forvirret og rundt på gulvet, som du giver udtryk for. Mange af de ting, du skriver, har jeg også følt, men uden egentlig at være i stand til at sætte ord på det. Det er rart, når der så engang imellem er andre, der kan gøre det for en. Tak for et ærligt og modigt indlæg. Jeg håber, du bliver mindre ked af det, og at du i løbet af det næste stykke tid “finder dine ben” igen og vænner dig til at være hjemme! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Hej Trine!

    Jeg ved PRÆCIS, hvad du føler og skriver om. For snart et år siden vendte jeg hjem efter tre måneder i Tanzania, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Når jeg var i større forsamlinger, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige, og jeg sad tit og følte mig helt malplaceret. Det er så svært at sætte ord på (i mit tilfælde tre måneder), hvad man har oplevet, og jeg havde de underligste følelser. Du har været væk dobbelt så lang tid som mig, så jeg kan bare forestille mig, at det må være endnu mere svært. Undervejs på min rejse slog min kæreste også op med mig, og da jeg kom hjem anede jeg ikke, hvor vi skulle starte på det hele igen, fordi vi gerne ville være sammen, men det fungerede bare ikke, da jeg var af sted.

    Jeg ved ikke, om det kan være en trøst, at du ikke er den eneste, der har siddet med de skide følelser efter at være kommet hjem! Det er jo et vildt antiklimaks, at man pludselig skal kæmpe mod hagl, sne, blæst og kulde, når man for eksempel cykler i fitness, men det bedste du kan gøre er egentlig at mindes din tur så godt du kan, og så fortæl din familie, Michael og måske et par veninder om dine bedste minder fra turen, og hvis de vil høre mere, så betyder det jo bare, at de interesserer sig for dig og dine oplevelser! Du skal nok blive glad igen og finde den rette gejst, det er bare lige med at få bearbejdet alle oplevelserne på den rette måde og så husk på, hvor meget dine nærmest herhjemme har savnet dig, og hvor heldig du og vi alle er!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Andersen

    Du er ikke alene med følelserne, tankerne og forvirringen. Jeg havde det nøjagtig sådan som du har det, da jeg kom hjem fra et års udveksling, og kunne for en tid slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle “passe ind” ind i Danmark. Min mor sagde dengang noget fornuftigt til mig, som hjalp mig. Hun sagde: Prioriter hvad der gør dig glad i hverdagen og fyld den med. Og når du alligevel tuder mellem vinrækkerne i Føtex, så acccpeter det. Ikke skæld dig selv ud”. Det hjalp mig at få bekræftet, at det var okay kun at lave det, der vitterligt gjorde mig glad for en stund – og lige så meget at det var okay at være snotforvirret og ret ked af det også. Snart bliver dagene længere og lysere – både inden i og i virkeligheden! Knus til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Åh føler virkelig med dig. Jeg havde det præcist på samme måde, da jeg kom hjem efter 6 mdr i USA. Jeg havde også rigtig svært ved at falde ind i hverdagen igen. Og følte at alle andre forventede at alt skulle være som før, men jeg følte at alt var anderledes. Det var især rigtig svært at komme hjem til min kæreste igen. Vi havde begge så mange forventninger, men jeg havde forandret mig, og jeg kunne derfor ikke indfri dem. Men heldigvis kom jeg ud på den anden side, men det var hårdt.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Thomas says #2