The backpacking life

Bagsiden af medaljen…

Og mens alt så var så godt, skønt og dejligt, så vendte det hele på bare et øjeblik. I går aftes havde jeg en skøn dag I Wellington efterfulgt af en mindre skøn aften. Hvis man kender mig, så ved man at jeg altid går rundt med min bæltetaske på, og at jeg aldrig tager den af. Det har jeg fået mange kommentarer om, men det er bare så rart og praktisk 😉 I går blev jeg bekræftet i, hvorfor jeg aldrig tager den af?

 Jeg var nede at spille pool, og den (bæltetasken) blev ved med at falde ned over bordet og forstyrrede mine fremragende pool skills, så jeg vælger at tage den af. Jeg lægger den i vindueskarmen bag mig, og jeg er aldrig mere end 2 meter fra den. Alligevel, da jeg (efter at ha? vundet 3 ud af 4 spil) vender mig rundt efter den, så er den kraftedme væk.
Lad mig lige opsummere, hvad den bæltetaske indeholdte: pas, smartphone (med alle mine billeder på), kørekort, kreditkort, kontanter, studiekort og sådan? Så, alt faktisk. Den indholdte alt.

Jeg har på det her tidspunkt ret svært ved at overskue situationen. Jeg må vel hellere få spærret mine kreditkort? er min første kommentar. Herefter har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg sagde fuck. Min søde ven, Dale, holder styr på situationen for mig og får sat gang i en helt masse ting og sager. Vi kigger på overvågningen, og det er helt klart og tydeligt, hvordan idioten fik den snuppet. Jeg får ringet til politiet og meldt ham for tyveri. Herefter ringer jeg til Nets, min bank og min mor, mens jeg prøver at bevare roen. Om jeg var glad for at have to telefoner I det øjeblik? Jo, meget. At det er knap så fedt at have længerevarende samtaler fra mit danske nummer, det er noget andet ? jeg tør slet ikke tænke på min næste telefonregning.

Efter at have haft gang i lidt damage control går jeg i seng. Jeg står op her til morgen, og kan bare mærke at jeg er endnu mere ked af det. Jeg ringer til det danske konsul (ala ambassaden) og får sat en proces i gang om et midlertidigt pas. Jeg får lagt overvågningsbillederne på en usb og bevæger mig herpå ned i byen. Mit første stop er turistkontoret, hvor jeg skulle se, om jeg kunne få en ny billet til den shuttle, der skal bringe mig sydpå i morgen. Ja ja, den lå jo også i bæltetasken.
Da de ikke ?kan? lave en ny billet til mig, og jeg dermed skal betale, så begynder jeg at græde. Slet ikke til at styre altså. Jeg prøver at få damen til at fatte, at det er lidt svært at betale, når alle ens kort og kontanter er blevet stjålet? tror hun fik ondt af mig, og efter 20 minutter får hun magtet at lave en aftale om, at jeg kan stige ombord uden billet. Tak for det.

Jeg fortsætter turen på politistationen for at hente min kopi af rapporten og afleverer optagelserne. Jeg er nu enormt påvirket af hele situationen, og jeg begynder at forstå, hvor problematisk den her situation rent faktisk er. De er heldigvis søde og forstående nede hos politiet, men der er ikke meget de som sådan kan gøre for mig.

Mit sidste stop er Western Union, hvor jeg skal hente de penge, som min mor har sendt til mig. Jeg har alle papirerne klar: politirapport, rejsedokumenter, kopier af pas og kørekort, trackingnummer og det hele. Det var bare ikke godt nok. De skulle se et fysisk ID fra mig. Her må jeg indrømme, at jeg bliver en smule ophidset; det er lidt svært at vise ID, når hele lortet er taget fra en. Jeg føler mig på det her tidspunkt alvorligt alene og meget langt hjemme fra. Fuck. Det gør det ikke bedre, når hun bliver ved med at spørge, om jeg da ikke ?har nogle venner her?. Nej, dame, de på sydøen ? mon vi kan få dem fløjet ind?!

Jeg får nu nok at se til med at prøve at finde en løsning på pengesituationen. Igen har jeg min mor i røret længe, og WU-damen prøver at komme med forslag til, hvad vi kan gøre. Det ender med, at min mor må lave en ny overførsel til manageren hos Western Union, som så kunne hæve pengene til mig. Klokken er på det her tidspunkt midt om natten i Danmark, og det er ikke så lige til at få en ny overførsel igennem. Da det endelig lykkes er der gået to timer, hvor jeg ikke er kommet nogen vegne. Og i det jeg lykkeligt kan meddele, at der er en ny transaktion klar, så er manageren kraftedeme gået til frokost og er først tilbage en time senere. Overvejede at kaste noget i hovedet på damen, da hun foreslår jeg kan gå ud og købe noget frokost. Jo, det gør jeg lige for de penge, du ikke gider udlevere til mig?.

 Tre timer skulle det tage for mig at få kontanter i hånden. Endelig.

 Jeg går tilbage til hostelet, og jeg har faktisk bare lyst til at sove. Da jeg træder ind ad døren blev jeg ivrigt vinket hen til Pete og Michael. De har gode nyheder. Som i FUCKING gode nyheder.
De har brugt dagen (sammen med hostelets manager) på at tracke tyven, fundet ham, fået ALLE MINE TING TILBAGE fra ham ? og oveni købet rodet skraldet fra i går igennem for at finde min bæltetaske, som idioten havde smidt ud. De overrækker stolt min bæltetaske med pas, mobil, kort og det hele tilbage til mig, og jeg bryder sammen af glæde! Jeg kan slet ikke udtrykke, hvor meget det betyder for mig, at de har gået igennem alt det for mig. De kender mig altså ikke ? andet end at jeg er en ?fellow traveller?. Hold nu kæft? Det er indbegrebet af new zealændere. True kiwi?s.

Heroes of the day

Heroes of the day

 At idiot-tyven så havde valgt at gendanne min telefon til fabriksindstillinger og dermed slettet alt indhold, inklusiv 1000 vis af billeder, det er så noget andet. Og det har jeg også ret svært ved at forene mig med? Der er så mange billeder, som jeg aldrig kan tage igen af både rejsen, men især også at folk, som jeg har delt rejsen med undervejs. Det er altså trist? Og det er jeg virkelig ked af.

 Jeg vælger dog for nu at lade glæden sejre over, at der findes så fantastiske mennesker i verden, der vil gøre så god en ting for en pige, de reelt ikke kender. For mig. Hold nu kæft, jeg har været hele følelsesregistreret igennem de seneste 24 timer? det har været hårdt.

 xxx Trine Theodora

 

   

11 KOMMENTARER

  • Nana

    Hej Trine,
    Pew en omgang! Man er altså helt fortabt uden penge, pas etc. i et fremmed land!
    Jeg prøvede noget lignende da jeg i mexico blev berøvet på gaden – mistede nøgler til hjemmet, mobil, mine arbejdsting, mp3 spiller og -troede jeg- mit dankort. Stod bare de rpå gaden uden noget til at komme hverken hjem eller i kontakt med min værtsfamilie, som var på arbejde. Én venlig dame gav mig heldigvis et lift over til mine værts-bedsteforældre, som tog sig af mig til de andre kom hjem. Ringede banken op (også om natten dansk tid) og fik dem til både at spærre kortet og sende et nyt. Fandt det så 2 dage senere, havde ikke haft det med. Jeg var dog mest glad for at lige netop denne dag havde jeg ikke haft mit kamera med – det plejede jeg altid. For øv det er så surt at miste de billeder!

    I laaang tid efter gik jeg med nøgler og dankort på kroppen, fx nede i bh’en. Jeg turde simpelthen ikke gå med en løs taske efter jeg fandt ud af hvor afhængig man er for sine ting:(

    Fortsat god rejse! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Hej Trine. Gode og dårlige nyheder på en dag. Det må have været hårdt, men godt du fik mobil mm igen. Jeg skulle skrive det samme som Maria ovenfor. Hvis du har givet iCloud tilladelse så vil de gemme dine billeder på en ekstern harddisk. Det er også sket at folk flere gange kommer til at nulstille deres iphones ved en opdatering, og derfor er iCloud en god ide. Ønsker dig held og lykke med undersøgelsen og hvis det skulle vise sig at de er væk for real, så husk på at du har dine indre mentale billeder. Dem glemmer man ikke bare lige.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, det var noget af en følelsesmæssig rutchebane, må jeg sige! Ja, det ved jeg at iCloud gør – men jeg bruger min Samsung Galaxy hernede og det er den, jeg har billederne på. Så desværre… jeg må håbe jeg kan fiske dem frem et eller andet sted, jeg mindes bare ikke, at jeg har oprettet en Cloud (Samsungs svar på iCloud) profil, men måske jeg finder dem en eller andet dag…
      Og du har helt ret – det er også det jeg “trøster” mig selv med..

      / Trine Theodora

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har så ondt af dig. Har selv prøvet det og det er så ubehageligt. I forhold til din billeder på telefonen vil jeg anbefale dig at få dropbox på din telefon og sætte automatisk billedeupload op. Så risikerer du ikke at miste flere billeder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, det var virkelig ubehageligt… bare tanken om at han kunne gå ind og læse private ting og sådan. Av. Ja, jeg har sat telefonen op på ny, og der kører backup KONSTANT nu. Jeg forbander mig selv for ikke at ha’ gjort det fra starten. Men jeg lærte min lektie..

      / Trine Theodora

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hej Trine

    Fantastisk at du fik din taske igen.
    Jeg tænkte på – nu ved jeg ikke om du har Iphone, men Icloud plejer at gemme de seneste måneders fotos på sin bruger – også selvom de bliver slettet?
    Men nu er jeg ikke selv så teknisk. Men jeg mener, at jeg har hørt det fra andre 🙂 man kan jo altid undersøge det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, det er sgu fantastisk! Jeg har brugt min Samsung Galaxy hernede, så jeg ved ikke om jeg skulle ha oprettet en Cloud-profil for at det ville ha’ virket.. men måske de ligger ude på nettet et eller andet sted. Man kan jo håbe. For ja – iCloud backer op for en, men det var desværre ikke min iPhone billederne lå på.

      / Trine Theodora

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hej Trine !

    Puha, fik helt gåsehud af at læse det indlæg. er glad på dine vegne, og nyd nu resten af turen ! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha, det lyder virkelig hårdt. Sikke en slem tur! 🙁
    Da jeg var ude og rejse i sommers var jeg også på Pubcrawl i Prag blandt andet. Jeg havde fulgtes med nogle piger jeg mødte på kollegiet men vi blev væk fra hinanden og jeg var blevet temmelig fuld (beer pong på tom mave..). Jeg var så kommet i snak med nogle og de finder så ud af at mine venner fra hostel altså ikke var det. Og selvom de ikke kendte mig, så valgte de at bruge deres aften på at følge mig hjem til mit hostel og de var simpelthen så søde. Selvom jeg ikke kendte dem og omvendt. Det er virkelig en dejlig følelse 🙂

    – Maia/http://www.fitskinnyandhealthy.wordpress.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Uha, det lyder godt nok heller ikke rart. Dejligt, at du også fik tiltroen til mennesker igen – for ja, der er bare mange skønne mennesker i verden! Og det er en dejlig følelse at få det bekræftet.

      / Trine Theodora

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

The backpacking life