Kokken - den allersidste del

Af hele mit knuste hjerte… TAK

Det er en fuldstændig sindssyg oplevelse at få knust sit hjerte. Jeg kan uden tøven sige, at jeg aldrig har prøvet noget lignende. Det er ikke alene sindssygt at mærke mørket omslutte ens sind, men smerten er ligeledes fuldstændig sindssygt overvældende. Det er midlertidig sindssyge hele vejen igennem. Jeg ved, at jeg ligeså stille vil lære at håndtere både mørke og smerte, og jeg ved, at jeg skal lukke alt det lys ind, jeg overhovedet kan, så der kan kastes skygger over det, jeg ikke vil konfronteres med. At jeg er alene.

Alene på den måde, at jeg ikke længere føler mig hel. En del af mig forsvandt med ham den aften, han gik. Og den del er der intet, der kan erstatte. Jeg kan gøre mit bedste for, at den del ikke invaderer mere af mig, men jeg kan ikke udfylde tomrummet. På samme tid har jeg brug for hjælp til at finde vej i mørket. Jeg har brug for at nogen tænder et lys for mig, så jeg kan mærke varmen fra flammen, der brænder, og så jeg kan se, at mørket kun eksisterer, fordi der er lys. Se, at jeg er omringet af kærlighed. Alle mulige andre slags kærlighed end den, jeg har mistet. Men kærlighed.

Kærligheden fra menneskerne omkring mig. For jeg er ikke alene. Jeg er langt fra alene. Jeg er decideret omringet af mennesker, der har lyst til at være der for mig og lader mig mærke deres kærlighed. De mennesker må jeg aldrig tage forgivet. Jeg har brug for at vise min taknemmelighed. Jeg vil så gerne sige tak til dem, der har brugt tid og energi på at vise mig vej i mørket. Tændt et lys for mig. På trods af min sindssyge tilstand.

Tak mor, fordi du ubetinget aldrig svigter. Tak, fordi du altid og uden undtagelse er der for mig, når livet udfordrer mig. Tak, fordi du slipper, hvad du har i hænderne for at bistå mig hurtigst muligt, når jeg har brug for dig, uanset hvor meget vi til tider kan drive hinanden til vanvid. Tak, fordi du altid ved, hvad du skal sige og altid viser mig på rette vej og aldrig lader mig tage den lette løsning. Tak, fordi du har gjort mig stærk, selvstændig og stolt.

Tak til mine veninder, både de nære og mere perifære, fordi I har vist mig, at jeg er værd at satse på. Tak, fordi I støtter mig på hver jeres måde og gør jeres bedste for mig. Tak, fordi I skriver, ringer og kommer forbi for at tjekke, om jeg er okay. Tak, fordi I er i stand til at aflede mig fra mørket. Tak, fordi I forstår mig – selv når mit temperament løber afsted med mig. Tak, fordi I minder mig om, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Tak, fordi I griner med mig og græder med mig. Tak, fordi I altid respekterer mig.

Tak til mine kollegaer, fordi I har rummet mig og min sorg. Tak, fordi I har udvist så stor forståelse for min situation og har givet mig plads til at være ked af det. Tak, fordi I ikke har spurgt, men ladet mig dele i mit eget tempo. Tak, fordi I har været med til at skabe et frirum for mig.

Tak til min personlige træner, fordi du har hjulpet mig til at fastholde et personligt projekt gennem mørket. Tak, fordi du har givet mig et rum til at være mig selv. Tak, fordi du var der, da jeg havde brug for at græde ud. Tak, fordi du ikke forlod min side i den halve time, det varede. Tak, fordi du udviser oprigtig interesse for mig og min succes.

Tak til mine elever, fordi I bare forstår mig. Tak, fordi I hver evig eneste dag får mig til at smile og grine. Tak, fordi I er mit ultimative frirum. Tak, fordi I respekterer, at jeg er ked af det, og tak, fordi I ikke behøver at spørge. Tak, fordi I er umiddelbare og altid siger, hvad I mener. Tak, fordi ingenting er kompliceret sammen med jer.

Tak til mine læsere og følgere, fordi I udviser så stor interesse og forståelse for mig. Tak, fordi I tager jer tid til at skrive til mig og dele jeres sympati og personlige historier. Tak, fordi I lader mig vide, at jeg aldrig er alene. Tak for jer.

Tak, fordi I hver især har vist mig, at jeg fortjener kærligheden. Tak, fordi I hver især gør jeres for, at mit hjerte stopper med at bløde. Tak, fordi I giver mig styrken til at kæmpe.

Everything will be alright in the end. If it is not alright, then it is not the end

2 KOMMENTARER

  • Anne

    Hold nu kæft hvor jeg føler med dig så det gør helt ondt på mig selv, kan slet ikke forklare det godt nok. Og hold op hvor jeg bare synes du trods alt er mega stærk her midt i din sårbarhed! Det lader til du forstår at holde fast i noget..et eller andet…her under denne svære proces. Og det skal nok hjælpe dig på sigt. Jeg ønsker dig virkelig bare alt det bedste <3!! Kæmpe kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • TRINETHEODORA

      Hvor er det bare sødt af dig, tusind tusind tak! X

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kokken - den allersidste del